Gastropubben og bryggeriet er på vej med flere nye smagsvarianter til dig

AALBORG: Er du vild med gin - både med den populære tonic eller i cocktails? Så er her godt nyt til dig, for et lokalt mærke har set dagens lys; Fennec Spirits, og deres gin er allerede populær.

Mændene bag er brødrene Johann og Heimir Gudbergsson fra Wildebeest samt ejeren af Bad Seed Brewing, Fredrik Hector Schmidt.

Tina Larsen
Heimir (tv) og Johann Gudbergsson kommer fra Island - derfor har deres gin også islandske navne. Foto: Martin Damgård

De har i forvejen succes med henholdsvis gastropub og mikrobryggeri, og de er fælles om dedikationen til gode smagsoplevelser, kvalitet og lysten til at prøve nyt.

Og mens Fredrik Hector Schmidt har erfaring med produktion, har brødrene Gudbergsson en årelang passion for gin, og det er da også dem, der ejer størstedelen af den nye virksomhed.

- Mine brødre og jeg talte om gin-destilleri, allerede før vi åbnede Wildebeest. I forbindelse med rejser smagte jeg mange lokale gin, og de var med til at udvide min horisont, siger Heimir Gudbergsson.

- Gin kan så meget forskelligt, og det, synes jeg, er fascinerende. Det er en spiritus med få regler, og det er kun fantasien, der sætter grænser. For mig er god gin baseret på balance, der skal være sammenhæng i smagene, og den skal være behagelig at drikke. Både i cocktails og med tonic.

Tina Larsen
Gin-serien fra Fennic Spirits er blevet godt modtaget, og ejerne er i gang med at eksperimentere med nye varianter. Foto: Martin Damgård

Foreløbig står Fennic Spirits bag fem varianter.

- Det er en serie, hvor vi eksperimenterer hele tiden, og derfor kommer der snart nye smage til. Vi står bag en vifte af forskellige smagsindtryk, der går i forskellig retning, siger Fredrik Hector Schmidt om de nye gin, der alle bærer islandske navne.

- Nogle er velegnede til cocktails - andre til gin og tonic.

Og de falder i kundernes smag.

- Vi solgte hurtigt de første 600 flasker, og vi får mange genbestillinger. Der bliver også talt godt om Fennec Spirits i de gincommunities, vi følger på sociale medier, lyder det fra ejerne.

Tina Larsen
De tre ejere understreger, at de aldrig går på kompromis med kvaliteten af deres gin. Foto: Martin Damgård

Selv om virksomheden er kommet godt fra start - den producerer også cognac og snaps - så tager de tre initiativtagere den med ro.

- Vi har ikke noget hastværk, vi har en meget legesyg tilgang til produktion af spiritus, er de enige om.

- Vi har tid til at lade kvaliteten tale og fokus på at lave det bedste produkt. Kvaliteten går vi aldrig på kompromis med, den styrer frem for omsætningstal,

På sigt planlægger ejerne også produkter, som er whisky-relaterede.

Her kan du kan læse mere om Fennec Spirits, og hvor du kan købe flaskerne

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...