Første Gin-festival i Aalborg en succes

AALBORG: Helmuth Bar&Kitchen på Boulevarden, en kombineret restaurant og cocktailbar, er forvandlet til et gigantisk Gin-univers. Aalborgs første Gin Festival bliver lige nu afviklet på Helmuth, og interessen for at være med har været helt overvældende.

- Det var meningen, at festivalen kun skulle løbe over en enkelt dag, torsdag 26. oktober, men interessen var så stor, at vi så os nødsaget til at udvide festivalen til også at foregå onsdag 25. oktober, fortæller Dennis Messerschmidt Simonsen, barchef hos Helmuth og idémand til gin-festivalen.

Omkring 130 personer, ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd, var på plads, da Helmuth onsdag aften inviterede til en festival, hvor fem nøje udvalgte leverandører kunne præsentere 20 forskellige gin-mærker.

- Jeg har skulet lidt til København og Aarhus, der er lidt længere fremme, når det gælder denne slags smagninger, men vi ville på Helmuth gerne lave en lidt anderledes gin-festival, og det synes jeg er lykkedes, siger Dennis Messerschmidt Simonsen.

Maja (til venstre) og Ida elsker gin, og de to unge piger nød den anderledes og hyggelige gin-festival på Helmuth. Foto: Ole Skouboe

Gin og tonic er en af de mest trendy drinks i år, og den appellerer til både mænd og kvinder..

- Det er et herligt arrangement, og vi elsker gin. Både i den traditionelle form, men også i forskellige kombinationer med gin og tonic samt frugter og krydderier, fortæller Maja og Ida, to unge studerende, der hyggede sig på Helmuth til Aalborgs første Gin Festival.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...