Det er fint, at der findes en dag i kalenderen, hvor vi prioriterer kærligheden, mener klummeskribent Mette Goddiksen

KLUMME: På søndag rammer den mig igen: Identitetskrisen. Følelsen af at være to personer, som slet ikke forstår hinanden. Den ene version, lad os kalde hende romantikeren, elsker kjoler, der strutter. Hun skriver ”love” med glimmertusch i dagbogen og drømmer i hemmelighed om et hvidt bryllup og en mand, der gider dræbe drager for hende. Eller i hvert fald smække en edderkop. Hun er sådan en type, der helst undgår hårde bananer, der tramper fuglereder og drømme helt i smadder. Typen, som glemmer, at bilen skal til service, og momsen betales. Hun står ved sin sårbarhed, hvilket forveksles med svaghed.

Den anden person, jeg har indeni, er sådan en ældre, hardcore type med portvinstud, der ser ned på alt det der uselvstændige, tomhjernede, pyntesyge prinsessegejl. Det er typen, der satenedme nok selv skal køre den karet og ikke skal nyde noget af at skvatte rundt i pink tyl. Sisters are doin’ it for themselves! At bruge penge på kandelabere, flæberi og forlorne forventninger? Vor herre til hest. Pengene er bedre brugt på aktier. Man vil da hellere have stukket en bore/skruemaskine fra Makita ind i hornhinden end at bide i den kommercielle tvangsbolle, også kaldet valentinsdag. Realist/kritiker-typen har højest status i samfundet og er derfor lettere for mig at stå ved. For hende er valentinsdag en følelsesmæssig gidseltagning, hvor kommercielle kræfter bilder os ind, at hvis vi ikke forærer hinanden mere eller mindre vulgære gaver i (lyse)rødt cellofan, så elsker vi ikke vores partner.

Det er uærligt. Det er kunstig samlebåndskærlighed fra Wish.com, som kun holder indtil, at den fine emballage er flået af. Hun er også ufattelig træt af det her altmodisch syn på kønsroller, der knytter sig til dagen: Uha, hvor der bliver smidt mange stereotype Kasket Karl-jokes om, at mænd hellere må købe blomster, hvis de ikke vil have et gok med kagerullen af den strikse morlille derhjemme.

Som om ingen såkaldt rigtige mænd bryder sig om romantik. Som om, at alle kvinder er romantikere og synes, det er fedt med vold, magt og mimrende martyrhage at tvinge opmærksomhed og gaver ud af mænd en bestemt dato om året. Kærlighedserklæringer skal være spontane, ellers er de ikke dybfølte. Så nein. No. Niet. Nej! Der bliver ingen valentinsdag her på matriklen, siger hun og kigger strengt på en skuffet romantiker.

Det er lidt belastende at dele krop og tanker med både realisten/kritikeren og romantikeren, så jeg arbejder på en form for kompromis. De har jo begge en berettigelse. Og efter et skænderi med mig selv er jeg kommet frem til… Og det her kommer til at gøre ondt på min selvforståelse: Valentinsdag er sgu okay.

For vi glemmer tosomheden i vores travle liv, i hvert fald når den første forelskelse overdøves af intromelodien til X-Factor og snorkelyde i gråvaskede lagner. Og så er det jo fint, at der findes en dag i kalenderen, hvor vi prioriterer kærligheden. En dag til at smide stoltheden og finde den der fjottede, forelskede type, der tør blotte sig og gerne cykler 40 kilometer på en hverdagsaften for at kysse godnat.

Man skal vel bare finde en form, der ikke er tvangsbollet, pink og kønsstereotyp. Man kan prøve at lure af, hvilket af de fem kærlighedssprog partneren primært er til; altså – føler vedkommende sig mest elsket ved anerkendende ord, opmærksomhed, gaver, tjenester eller fysisk berøring? Måske er et dyrt smykke vejen frem. Men hvis ikke, så kræver det fantasi, gidelse og hjemmebakseri, for supermarkederne, blomster- og smykkehandlerne tænker ikke ud af boksen: Hvor er for eksempel chokoladebildækket med hjertemønsteret? Hvor er de præfabrikerede kort med interessante, mere personlige tekster – og ikke bare bløde kattekillinger og ligegyldige kærlighedsklichéer? Hvor er gavekortet på, at jeg cykler mange kilometer til foråret for selv at plukke en buket? Hvor er tilgodebeviset på verdens bruneste aften på den lokale bodega, hvis partneren er til den slags? Hvad med fem fuldfede komplimenter på dåse? En pipette med to timers intens øjenkontakt i?

Jeg har i hvert fald – som vi siger heroppe - brattet ærmerne op. Jeg har taget tænkehatten på og nedtysset den indre, sure skid med portvinstuden.

Kom så bare med det, Saint Valentin!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...