Budolfi Plads bliver i år endnu mere en del af julehyggen

AALBORG: Mørket er i den grad kommet for at blive, og på søndag vågner vi op til vintertid. I Aalborg City er man godt i gang med at sætte julelys op, så de er klar til at blive tændt, og Budolfi Plads er i år endnu mere en del af planlægningen.

- Sidste år kunne vi ikke nå at få tænkt Budolfi Plads ordentligt ind i julebelysningen, da pladsen først åbnede for alvor, efter planerne var blevet lagt, fortæller Aalborg Citys direktør Flemming Thingbak.

I år bliver det ganske anderledes. Der kommer til at være juletræer på pladsen, og den nærmest majestætiske rensdyrfamilie, der sidste år stod ved Toldbod Plads, finder i år vej til pladsen foran Sparekassen Vendsyssel.

- Vi har været nødt til at tænke lidt ud af boksen med hensyn til julebelysningen ved Budolfi Plads. De wirer, vi plejer at hænge pynt i, kan ikke rigtigt blive hængt op på samme måde på pladsen. Det ville virke forkert at bore huller i Budolfi Kirke og trækker wirerne derfra, lyder det fra Flemming Thingbak.

I år bliver julen desværre uden julesang med Stig Rossen.

- Sidste år havde vi Stig Rossen på besøg, så han kunne synge julen ind. Det har vi ikke i år. Jeg kan ikke forsvare, at vi laver koncert, der kan samle flere tusinde mennesker, lyder det fra Flemming Thingbak.

- Julehyggen er vigtig og i år måske endnu vigtigere, og vi vil gøre alt for at skabe den rigtige stemning. Med et år fyldt med usikkerhed, grundet covid-19, har vi brug for lys og noget at glæde os til, lyder det fra Flemming Thingbak.

Der i øvrigt takker de butiksdrivende i Aalborg for at være med til at støtte julebelysningen.

- Det er hundrede procent butikkerne i byen der betaler for opsætning, nedtagning, driften og betalingen af julebelysningen. Så når man støtter de fysiske butikker i byen, så støtter man også julebelysningen, afslutter Flemming Thingbak.

Så du kan godt begynde at glæde dig til 13. november, hvor lysene bliver tændt. Det gør de klokken 16.30. I år altså uden koncerter og taler. Men lys, det kommer der.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...