Nordisk Film Biografer ser situationen an - for sikkerheden er det vigtigste

AALBORG: Duften af popcorn. De bløde sæder. Reklameblokken og den glade forventning.

Kan du huske det? Det føles nærmest som i et helt andet liv, at vi kunne synke ned i biografmørket og se en film.

Og det kan være, at vi kommer til at vente lidt endnu. For selv om Mette Frederiksen kort før midnat efter en maratonforhandling kunne melde ud, at biograferne, som en del af udvidelsen af fase 2, kan åbne straks mod tidligere 8. juni, så er det langt fra sikkert, det sker. I hvert fald, når det gælder Nordisk Films biografer i Aalborg, Kennedy og City Syd.

- Vi skal kigge på, hvilke restriktioner vi er pålagt, og før vi har haft tid til at lave en konkret vurdering, kan vi ikke sige noget om, hvornår vi åbner, siger administrerende direktør i Nordisk Film Biografer Casper Bonavent.

Katrine Schousboe
Der er igen liv i Kennedy Arkaden, men biografen er lukket indtil videre. Foto: Henrik Bo

Han understreger, at sikkerheden står over alt andet for biografkæden, for gæsterne skal føle sig trygge ved at se film.

- En mulighed er, at vi åbner en testbiograf og på den måde finder ud af, hvad der kan lade sig gøre i forhold til restriktionerne, for der vil være ændrede forhold for gæsterne, siger han og nævner, at der generelt vil være mere fysisk distance og loft over, hvor mange man må lukke ind, og at der bliver skruet op for hygiejnen.

- Det betyder, at der skal ekstra tid mellem forestillingerne, for at vi kan gøre mere rent og tørre stolene af, siger han.

Katrine Schousboe
Siden 12. marts har du kunnet møde budskabet om, at alle Nordisk Film Biografer aflyser. Foto: Henrik Bo

Hovedparten af Nordisk Film Biografers medarbejdere har de seneste mange uger været sendt hjem med lønkompensation - blandt andre direktøren for både Kennedy og City Syd, Jan Ringtved.

Og før man kan åbne igen, skal medarbejderne kaldes på arbejde.

- Det gør også, at vi lige skal bruge lidt tid på at komme i gang igen, så vi ser situationen lidt an og vil de kommende dage lægge en plan for biografernes genåbning og så melde ud i næste uge, hvornår vi åbner, siger Casper Bonavent.

Katrine Schousboe
Nordisk Film Biografer skriver på deres hjemmeside, de åbner i juni. Foto: Henrik Bo
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...