Den ny milkshake pop ud salon på festivalen er på kort tid blevet en kæmpe succes

AALBORG: ​En stor gruppe frisører har i år meldt sig som frivillige på Nibe Festival. Og de har siden onsdag haft gang i krøljern, børster, glimmer og hårfarve i voldsomme mængder. Den nye salon er på ingen tid blevet en sand publikumsmagnet.

Glimmer, krøller og fletninger

Kvinder i alle aldre har taget plads i stolene og sidder begejstret og kigger sig i spejlet, mens frisørerne søger for fletninger, krøller og opsætninger i alle former.

Udenfor salonen bliver køen bare længere og længere, men frisørerne holder humøret højt. Der bliver sunget, og selvom ingen kender hinanden hjemmefra, så hjælper de hinanden på tværs og får de lidt alternative omgivelser til at fungere upåklageligt.

- Jeg elsker selv at være på Nibe Festival og har været frivillig herude tidligere. Så for mig er det bare perfekt, at jeg kan sætte hår og måske møde nye kunder til salonen, imens jeg er på festival, fortæller Lenette Eltved, der ejer Salon Eltved på Vesterbro.

- Jeg synes, det er virkelig sjovt at være her, og der er en rigtig god stemning.

Hun kan samtidig løfte sløret for årets helt store hårtrends, der tilsyneladende er krøller og fletninger i alle afskygninger. Og så selvfølgelig glimmer. Masser af glimmer.

Skal være endnu større

Hele ideen med pop up salonen er, at festivalgæsterne skal kunne få ordnet lokkerne og føle sig lækre under hele festivalen. Forskellen på kvinderne i køen, og dem der træder ud af salonen er heller ikke til at tage fejl af. Flere kommer ind med det klassiske uglede festivalgarn, der vidner om en nat i telt, og går derfra igen med perfekte krøller.

Jesper Peter Rokkedal står bag årets Milkshake pop up salon, og han er meget begejstret.

- Det har virkelig taget fusen på os, at der kommer så mange. Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi troet på forhånd, fortæller han og fortsætter:

- Hvis festivalen lader os komme igen næste år, så er der ingen tvivl om, at vi gør det. Vi kan godt lide at lave sjove og anderledes ting i forbindelse med mærket Milkshake, som vi forhandler, og det fungerer vildt godt.

Teltet skal dog udvides til minimum det dobbelte, hvis salonen popper up igen, for selvom frisørerne kæmper en brav kamp, så lader det ikke til, at køen nogensinde vil høre op.

- Jeg allerede folk afsted for at hente mere glimmer, vi er ved at løbe tør. Det er helt vildt, siger Jesper Peter Rokkedal.

Han understreger, at en stor del af æren skal gå til de mange frisører, der har valgt at stille op frivilligt, og opfordrer alle på Nibe Festival til at kigge forbi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...