Løbefesten sætter sit præg på byen - vi har talt med nogle af deltagerne

AALBORG: Der fuld gang i midtbyen her mandag ved middagstid; Mange tusinde mennesker er samlet i anledning af Royal Run.

På Gammeltorv er de der har løbet 10 kilometer i mål - blandt dem borgmester Thomas Kastrup-Larsen - mens andre venter på at løbe fem kilometer i selskab med kronprinsesse Mary.

Blandt løberne på ruten er Peter Thomsen og Helle Yde Thomsen fra Aars. De deltager med deres børn og nogle af deres venner.

Familien var også med sidste år, hvor kronprins Frederik løb i Aalborg.

- Det var en stor oplevelse, hvor der også var mulighed for at tale med kronprinsen, siger Peter Thomsen.

- Jeg kan godt lide, at det er en blanding af folkeligt og royalt, her er god stemning og sammenhold, siger Helle Yde Thomsen.

Hendes datter er enig.

- Det er lidt et tilfælde, at det blev fem kilometer for os, men det betyder rigtig meget, at kronprinsesse Mary også skal løbe ruten, siger 14-årige Helene Yde Thomsen.

De fremhæver også, at de glæder sig til at løbe gennem Aalborgs gader denne gang.

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...