Klummeskribent Mette Goddiksen mener, vi i Aalborg hviler i dem vi er og var

KLUMME: Læste lige på Twitter, at ingen er blevet indlagt med corona i Randers i løbet af den sidste uge.

Tørt blev det straks bemærket i kommentarsporet, at det kun kan betyde én ting: Kuren mod corona må være Mokaï.

Når jeg ser de her jokes om Randers, så spekulerer jeg på flere ting:

Synes randrusianerne også, det er sjovt? Trækker de stilfærdigt på skuldrene, bunder et Gajol-shot, retter på de kunstige bryster og mønstrer – igen – noget selvironi? Eller græder de ærgrelsens tårer ned i deres Politiken Plus-abonnement over, at deres by altid associeres med knallertbander, druk og roterende grillkyllinger? Tænker de ”klap da kaje, friske fyr”. Er der måske et kinesisk konsortium, der vil lave en kopi af Aalborg, hva?

Helt ærligt, så ville jeg i længden blive irriteret, hvis det blev forventet af mig, at jeg skulle grine højt af de samme jokes med det samme tema igen og igen. Altid leveret med den samme selvsikre lurendrejerforventning om, at den joke har de da aldrig hørt før. Jeg kan sammenligne det med den beundring, jeg har for min mand og andre skaldede mænd: Hvor er de dog gode til at grine høfligt af de samme skalde-jokes igen og igen. Der er ligesom frit lejde til at drille skaldede mænd. De skal kunne tåle det, mens f.eks. alle er enige om, at man ikke må gøre grin med tyndhårede damer eller store kvindenumser. Det kunne jo såre, lyder den haltende logik.

Nå, men op på den tunede Yamaha og tilbage til Randers og hvorfor, jeg også gør mig skyldig i at grine af de der jokes.

Måske handler det om noget så usympatisk som at dyrke et mobbeoffer for selv at føle sig større. Det tager opmærksomheden væk fra ens egne svagheder. For hvorfor er det i grunden ikke Aalborg, der skal slæbe rundt på et dårligt ry fra gamle dage? Vi har en del til fælles, Danmarks henh. 4. og 6. største by, især retrospektivt.

Da jeg var ung, så fandtes der f.eks. et begreb, der hed ”Aalborg-lækker”. Det dækkede over alle os, der med affarvet hår og forbrændt solariehud førte os frem i tætsiddende kluns i Gaden. I dag er Aalborg-lækker-uniformen taget op på det næste niveau: Det kræver falske negle og ditto hår, påklistrede øjenvipper, selvbruner - og så den her andenæb-mund, den orale skibakke, som gamle nisser som mig slet ikke kan forstå.

Aalborg-lækre får nu til dags skudt så meget restylane ind i overlæben, at de ligner pornoens svar på Andersine. Tilmed giver de opmalede, kulsorte bryn og falske vipper dem det her evigt forskrækkede tuttelut-udtryk, der signalerer, at de nok ikke er typerne, der rydder Trivial-pladen for oste lige med det første.

Pointen er, at jeg aldrig mere hører det omtalt som ”Aalborg-lækker”. Nu hedder det ”Randers-lækker”, selvom jeg vil æde min gamle AaB-hat på, at looket er lige så udbredt her som der.

Læg dertil, at vi vel stadig har Danmarksrekorden i brune værtshuse pr. indbygger her i Aalborg. Og trods de mange gode restauranter, der er skudt op i Aalborg, så bedømmer mange lokale stadig maden kvantitativt: God restaurant – vi fik så maje mad, at bukseknappen sprang!

Jeg ved da godt, at Aalborg har udviklet sig fra industri- til uddannelses- og kulturby de seneste årtier. Der er investeret klogt i arkitektur, kultur og uddannelse. Det fortæller vi stolt til hinanden så ofte, at det efterhånden er blevet en trættende kliché. Ja! Vi er kommet langt, og hver dag er jeg stolt af og taknemmelig over min by.

Men ved du hvad?

Stoltheden er jo ikke på trods af alt det skøre, skæve, bøvede og rå, der stadig er plads til. Jeg kan lide, at værtshusene og de lange skorstene hele tiden er inden for synsfeltet. At jeg både kan få gourmet i smukke omgivelser OG fadbamser samt cowboytoasts, mens jeg slår søm i en træstub. For mig symboliserer det en historie, som i virkeligheden giver de fancy restauranter og den smukke arkitektur en masse ekstra værdi: I Aalborg kan vi rumme det hele, og vi hviler i dem, vi er og var. Vi har ikke fået et eller andet åndsbollet tunnelsyn, fordi en branding-ekspert har overbevist os om, at vi nu skal drikke vores øl af glas og glemme alt det her med sure ostemadder i mælkekasser bag på værftarbejderes knallerter.

Jeg har netop slået mig ned i bydelen Vejgaard, fordi den repræsenterer lidt af det hele: Det er hverken en rigmands- eller fattigmandsghetto. Her er der direktører, bikere, bumser, sofistikerede fashionistaer og så en bunke Randers-lækre kvinder, der gerne lufter en lillebitte hund. Man bliver klog af at blive konfronteret med en masse mennesker, der ikke er, tænker, føler eller tjener det samme som én selv.

Og ved du hvad? En eller anden dag, så tager jeg på ekspedition til Randers og leder målrettet efter deres flotte arkitektur, bevidsthedsudvidende kultur og franske køkkener.

Oplevelserne skyller jeg så ned på ét af værtshusene, hvor de lokale – hvis jeg er heldig – gider fortælle mig alle røverhistorierne om en by, der må være mere og andet end Mokaï.

Det bliver både très bien og pissefedt på samme tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...