I løbet af nogle dage finder man ud af, præcis hvor mange der må overvære kampen på stadion

AALBORG: Er du fan af AaB? Så har du endnu en grund til at glæde dig til næste uges pokalfinale mod SønderjyskE.

Dysten bliver nemlig en del af det tilskuerforsøg, hvor der må afvikles kampe med mere end 500 personer på stadion. Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

Det er et politisk flertal, der gør det muligt at lukke flere tilskuere ind til finalen, der bliver spillet på onsdag på Blue Water Arena i Esbjerg.

Ligesom de tre kampe under forsøgsordningen i 3F Superligaen skal der til pokalfinalen overholdes afstandskrav på to meter, og tilskuere skal sidde ned.

DBU og Divisionsforeningen mener, at der først og fremmest er positive erfaringer efter de første tre kampe i forsøgsordningen. Erfaringerne viser, at klubber og publikum kan håndtere det ansvarligt, når flere forsamles til fodbold. DBU og Divisionsforeningen arbejder fortsat på, at vi kan få endnu flere fans til fodboldkampe under kontrollerede former i Danmark, står der i pressemeddelelsen.

Så snart det endelige antal tilskuere til finalen ligger fast, vil DBU og Divisionsforeningen melde dette ud.

Billetterne bliver fordelt ligeligt mellem fans af AaB og SønderjyskE.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...