Markedet rykker for første gang væk fra Havnefronten - se her hvor og hvornår

AALBORG: Du kender måske allerede det populære Lopper på havnen? Så kan du godt begynde at glæde dig, for arrangøren er klar med endnu et loppemarked i år, og denne gang bliver det indenfor i en hal.

- Jeg har tit gerne villet holde et marked indendørs om efteråret, hvor vejret bliver koldere, og det ofte regner, siger arrangør Michael Kærgaard.

Tina Larsen
Der er plads til omkring 50 stande i hallen hos Racing Arena Aalborg, det er lidt færre, end når markedet er på havnen. Privatfoto

- Og da jeg så blev kontaktet af Racing Arena Aalborg, der gerne ville prøve at have et marked, så blev det muligt, siger han, som fortæller, at det derfor lå lige til højrebenet at kalde markedet Lopper på banen.

Interessen for eventet er allerede så stor, at de omkring 50 stande er booket, og næsten lige så mange står på venteliste.

- Her er noget for de fleste, blandt andre har vi mange stadeholdere, der har ryddet op i for eksempel tøjskabet eller garagen, siger Michael Kærgaard.

- Og så er her også rigtig mange, der kommer, fordi det er deres hobby at tage ud og finde blandt andet antikviteter, som de så sælger her.

Tina Larsen
Loppemarkedet er blevet en fast tradition i midtbyen, næste stop er Vestbyen. Privatfoto

Selv om rammen på væddeløbsbanen er anderledes end på havnefronten, er han ikke i tvivl om, at det bliver en god oplevelse at gå på jagt efter loppefund.

- Jeg tænker, at det bliver hyggeligt - det foregår i et dejligt, stort lokale derude, siger Michael Kærgaard.

- Og jeg håber selvfølgelig på fuldt hus i løbet af de timer, markedet varer.

Michael Kærgaard fortæller også, at det bliver muligt at få noget at spise og drikke til markedet, da Racing Arena Aalborg laver et lille caféområde på dagen.

Lopper på banen finder sted på Skydebanevej 25, søndag 3. oktober klokken 10 til 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...