Parkerne og fodboldbanerne tørster - og grønne plæner har lange udsigter. Se på luftfotos hvor slemt det er lige her

AALBORG: Aalborg:NUs fotograf, Lasse Sand, fik i løbet af ugen et lift med en kammerats ultralette fly med sit kamera over skulderen, og set fra oven er alt fra græsset i byens parker til de mange små og store idrætsanlæg er brune og afbrændte at se på. Det gamle ordsprog om, at græsset er grønnere kan måske passende afløses af "Græsset er brunere."

Og spørgsmålet er da også, hvor lang tid, der kommer til at gå, før det igen er muligt at nyde parkernes grønne græs og spille fodbold på en grøn bane og ikke en, der giver brandsår.

Mandag og tirsdag var der for en kort bemærkning regn i luften, og det vakte glæde - selvom det ikke for alvor battede på de gul-brune baner.

Anne Helene Kahr Thomsen og Lasse Sand
Vestre Fjordpark. Der er sort af mennesker i de brune omgivelser.

- Ja, vores græs er jo også noget gult, for sådan er det jo nu engang denne her sommer, - medgiver Jørgen Hein, der er formand for Aalborg Atletik og Motion.

- Men det er nu ikke som sådan noget, vi har haft problemer med, for vi bruger jo vores kunststofbane til at træne på, siger han.

Til gengæld er han ret sikker på, at der skal vandes inden der skal afholdes Dansk Mesterskab for Ungdom.

- Men det handler faktisk mest om, at græsplænen godt må være lidt indbydende, når der kommer 500 unge fra hele Danmark, siger han.

Anne Helene Kahr Thomsen og Lasse Sand
Skovdalen atletikstadion. Her klarer man sig trods det svedne græs, der dog snart får en hjælpende hånd.

Inspektør hos NBs afdeling på Lerumbakken, Niels Bechgaard, smiler lidt over det paradoksale i, at han sidste år var tæt på at lukke banerne - på grund af massive mængder vand.

- Jeg må indrømme, at jeg aldrig har oplevet noget lignende hverken sidste år eller i år, siger han.

Han glæder sig dog over, at banerne har holdt lidt sommerferie blandt andet fordi mange har valgt at spille på kunstgræsbanerne i Lindholm.

- Men når det hele starter op igen, må vi jo håbe på det bedste - og helst rigeligt med vand snart, siger han og konstaterer:

- Græsset skal nok komme tilbage før eller siden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...