Er du vild med søde sager, og kan du godt lide fest og farver? Aalborg Pride inviterer til parade, musik og gratis kage

AALBORG: Programmet for årets udgave af Aalborg Pride er på plads, men det betyder ikke, at arrangørerne ikke har flere overraskelser gemt i ærmet.

Aalborg Pride vil nemlig stå for et sandt rekordforsøg, når de fejrer mangfoldigheden lørdag 13. juli i byens gader og i Karolinelund.

I samarbejde med SuperBrugsen i Sæby, Kvickly i Vestbyen og Kvickly i Nørresundby, vil de lave intet mindre end verdens største hindbærsnitte. Og ikke nok med det, så bliver den selvfølgelig lavet i regnbuefarver, så den ligner et Pride-flag.

Den gigantiske hindbærsnitte forventes at blive omkring 2,7 X 3,5 meter, og rekordforsøget vil foregå klokken 15.30 ved sceneområdet i Karolinelund. Fra klokken 15.45 bliver der delt gratis kage ud, og alle er velkomne, oplyser arrangørerne i et opslag på Facebook.

Aalborg Pride starter fra klokken 11 i Kildeparken, hvor der samles til parade, og hvor byrådsmedlem Tobias Bøgeskov vil holde årets tale. Klokken 12 vil den farverige parade gå gennem Aalborgs gader og ende i Karolinelund, hvor der er lagt op til et brag af en fest med masser musik på scenen. Man kan blandt andre opleve sangerinden Ida Corr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...