Madfestival for foodies vil være noget for mange flere nordjyder

AALBORG: I går, torsdag 5. maj, blev programmet til dette års Nordjysk Madfestival præsenteret. Det blev fejret ved en reception på toppen af Nordjylland - faktisk helt specifikt på toppen af Radisson Blu. Festivalen går i luften til august.

Og det er ikke helt tilfældigt, at receptionen fandt sted netop her. Herfra kan man nemlig se ud over ikke bare hele Aalborg, men også både syd og nord for fjorden.

- Noget af det, I er helt fantastiske til i Nordjysk Madfestival, det er, at det ikke kun er i Aalborg, men i hele Nordjylland, lyder det fra eftermiddagens taler, rådmand Kristoffer Hjort Storm.

- Programmet sidste år understregede, at Nordjylland kan meget andet end Aalborg. I Aalborg er vi rigtig godt med på den gastronomiske scene, men det er resten af Nordjylland faktisk også, siger Kristoffer Hjort Storm.

Og netop bredden vil der være et ekstrastort fokus på til dette års madfestival. Udover festivalens geografiske bredde, skrues der nemlig også på bredden af udbuddet af arrangementer og hvem, de er henvendt til.

Vil være noget for alle

- Budskabet i år er, at det skal være en madfestival for alle. Det skal være en madfestival for alle lige meget, hvor man kommer fra i Nordjylland, og hvilken økonomisk forudsætning man har. Men også lige meget hvilke interesser, man har. Er man foodie, eller vil man også bare gerne blive mæt, lyder det fra arrangør af Nordjysk Madfestival, Sarah Kruse.

Og derfor har der i år været endnu større fokus på at skabe nogle forudsætninger for at kunne gøre madfestivalen for alle.

- Vi vil gerne have fokus på de ældre, vi vil gerne have fokus på børnene og de studerende, og samtidig vil vi gerne kunne lave nogle gratis arrangementer, fortæller Sarah Kruse.

Restauranter på banen

Det betyder, at der i år både vil være arrangementer til 2500 kroner og til 50 kroner, så der også er noget for de studerende.

- Det betyder selvfølgelig også, at der skal komme nogle penge et andet sted fra, fortæller Sarah Kruse, der har fået stor økonomisk opbakning fra både erhvervslivet, men også de nordjyske restauranter.

- Den største opbakning, vi har fået i år, kommer fra restauranterne. De har nu stået i en træls coronasituation i to år, men alene i Aalborg bistår restauranterne med en femtedel af madfestivalens budget, siger Sarah Kruse.

- Så vi synes simpelthen, det er så fedt, at dem, vi gør det for, også hjælper os med at gøre det gratis for andre og gøre det muligt for alle at være en del af madfestivalen, siger Sarah Kruse.

Nordjysk Madfestival løber af stablen fra 25. august til 4. september. Du kan finde det fulde program på Nordjysk Madfestivals hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...