De kommende dage summer byen af events og oplæg - vi har valgt nogle ud til dig

AALBORG: Bæredygtighed er et at tidens buzz-ord. Men hvad betyder det egentligt - sådan helt konkret. Det kan du blive meget klogere på de kommende dage, når organisationer, institutioner, foreninger og Center for Grøn Omstilling holder bæredygtighedsfestival på Havnefronten.

Fra onsdag 11. september til og med lørdag 14. september kan du gå på opdagelse i masser af events, oplæg, rundvisninger og meget mere i Utzonparken på Honnørkajen og Toldbod Plads.

Langt det meste er gratis - men noget kræver tilmelding. Vi har plukket 5 arrangementer ud til dig - men du kan finde mange flere her:

Cykeludflugt

Grib jernhesten og tag på oplevelse i byens bagveje, genveje, omveje og vildveje. Cyklistforbundets Aalborg afdeling inviterer torsdag 12. september på en gratis cykeludflugt med titlen Byens Bagveje.

Den urbane opdagelsestur byder på en kringelkroget rute gennem "skjulte" miljøer fra fortid og nutid i Aalborg og Nørresundby - inkl. en enkelt bjergetape. Det er gratis at deltage, og du behøver ikke melde dig til.

Der er mødested på Gabels Torv kl. 16.30 - du skal sætte cirka tre timer af til turen.

Katrine Schousboe
Du kan komme på cykeltur rundt i byens genveje og omveje med Cyklistforbundets Aalborg afdeling. PR-foto

Bæredygtighedsmarked

Oplev markedsstemningen i Utzonparken, på Honnørkajen eller på Toldbod Plads fredag 13. og lørdag 14. september. Du kan lade dig inspirere og få fif til en grønnere adfærd, når borgere, institutioner og virksomheder viser, hvordan de hver især arbejder med bæredygtighed.

Udforsk dine smagsløg og sæt tænderne i nye og grønne alternativer. Find bilentusiasten frem og oplev eller prøv køretøjer med alternative energikilder, eller bliv generelt inspireret til, hvordan du bliver en grønnere forbruger.

Der er åbent fredag 13. kl. 14-18 og lørdag 14. kl. 10-15.

Walk-in Bio

Der er drive-in og så er der walk-in. Og fredag 13. september kan du få en hyggelig biografoplevelse i Bæredygtighedsfestivalens store telt på Aalborg Havnefront. Her viser Center for Grøn Omstilling i samarbejde med NOAH dokumentarfilmen ’Burned: Are Trees the New Coal?’.

Det er et gratis arrangement, og der bliver lukket 150 personer ind efter først til mølle-princippet.

Biografen åbner med en lille snack kl. 19.30 - og kl. 20 er der et kort oplæg om træerne og deres betydning og herefter film.

Arrangørerne opfordrer til, du medbringer en varm trøje, da teltet bliver koldt i løbet af aftenen. Der bliver solgt varme og kolde drikke under filmen.

Filmen er i øvrigt på engelsk og vises uden danske undertekster.

Katrine Schousboe
Bæredygtighedsfestivalen er en blandet omgang af events, foredrag og arrangementer. Arkivfoto: Lasse Sand

Folkekøkken for studerende

En række kirker i Aalborg er gået sammen om at byde studerende velkommen til Aalborg med et folkekøkken.

Arrangementet, der har fokus på madspild, finder sted på Create i Rendsburggade, og du kan opleve bæredygtig billig mad, genbrugsbanko og live musik.

Folkekøkken for studerende finder sted torsdag 12. september kl. 18-21.

Moster Metas Overskuds Madskole og Monstercykelløb

Rundt om i verden bliver monstrenes levesteder stærkt reduceret, og det kniber med at finde føde og skjulesteder. For at stoppe denne frygtelige udvikling må byens børn på banen.

Moster Meta inviterer sammen med "Hjerterummet" på Østerbro på en dag, hvor børn skal lave mad af fødevarer, der er på vej i skraldespanden.

De små har også mulighed for at finde en pimpet børnecykel fra "Cykel 20", ved at deltage i et monstercykelløb.

Arrangementet finder sted lørdag 14. september kl. 10-13 og er gratis, men børn skal tilmeldes pga. begrænset antal pladser.

Katrine Schousboe
De kommende dage kan du blive klogere på, hvordan du bliver mere bæredygtig. Arkivfoto: Claus Søndberg
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...