Flere end 10.000 medlemmer deler billeder fra byen i populær Facebookgruppe

AALBORG: Det begyndte som en privat gruppe - lidt for sjov. Men på 10 år er Facebookgruppen Aalborg i Små Fotoglimt blevet en velvoksen sag, der for nylig har rundet 10.000 medlemmer.

- Gruppen er helt firkantet, specifik og ufravigeligt konkret omkring, at den kun er skabt for at præsentere aktuelle billeder fra Aalborgs fire postnumre, som medlemmerne ser byen, siger manden bag gruppen Thokil Jensen i en pressemeddelelse.

Han er eneadministrator og sorterer opslag, der ikke følger retningslinjerne, fra med hård hånd.

- Der er intet krav til billedkvaliteten, så alle kan trygt være med, men jeg har set mange medlemmer udvikle sig helt vildt som fotografer over årene, fortæller han.

Thorkil Jensen er selv glad for at fotografere og stiftede gruppen lidt for sjov - men Aalborg i Små Fotoglimt har siden fået vokseværk. Arkivfoto: Henrik Bo

Hver måned bliver der i snit lagt 85.000 billeder, likes og kommentarer i gruppen. Ikke mindst kommentarer til billeder, mener Thorkil Jensen, er en vigtig del af gruppen, og alle emner kommer op at vende.

- Minder og historier fra gamle dage er krydderier på nutidens billeder, og de giver masser af viden om mange finurlige ting fra Aalborgs fortid, siger han og tilføjer, at det er i denne gruppe, man kan finde svaret på, hvorfor en en kunstner satte S.O.S på sit gavlmaleri i tredje sals højde, og hvad købmandens datter på hjørnet hed for 50 år siden.

- Selv Aalborgs borgmester har været inde i gruppen og forsvare udviklingen med det både høje og meget tætte byggeri mange steder i byen, lyder det.

I forbindelse med, at gruppen har rundet 10.000 medlemmer har Thorkil Jensen lovet, at der vil komme en række nye tiltag. Nøjagtig, hvad de går ud på, er endnu uvist.

- Jeg arbejder kreativt med nogle spændende tanker, og senest til nytår er jeg klar med flere ugentlige, faste indslag af journalistisk karakter, siger han.

Seværdigheder, solnedgange, dyr og blomster - hver måneder bliver der i snit lagt 85.000 fotos, likes og kommentarer i gruppen. Arkivfoto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...