Er det usexet og tabubelagt at tro på Gud? Vores klummeskribent Mette Goddiksen har været ved tasterne

KLUMME: Mine tvillinger skal snart konfirmeres. Det har de selv valgt. De er døbt, men valgte de at sige farvel til folkekirken nu, så ville gaverne stadig regne ned over dem. Da jeg havde deres alder, var jeg glødende ateist. Det må de gerne være.

Jeg ville dog tvinge dem til at gå til præst, hvis de havde valgt en nonfirmation. Man skal vide, hvad man siger nej til. Man skal kende sin egen kulturhistorie.

Når det er sagt, så er jeg glad for deres valg. Jeg tror, det er sundt at tro på et eller andet, der er større end sig selv, men det er også tabubelagt at tro.

Det stod ret klart for et par år siden.

Jeg havde fået en meget fornem flaske portvin. Den røg i tasken, da jeg skulle mødes med gamle veninder fra Nr.Uttrup i et sommerhus ved Hals. Så røg den fine væske i fadølskrus – helt op til kanten – og en time efter føltes det akkurat som om, jeg svævede rundt på terrassen i den hvide plastikhavestol.

Jeg holdt godt fast i armlænene, tog mod til mig, mens jeg adlød en uopsættelig trang til at læne mig frem og hviske:

- Jeg tror på Gud…

De andre blev næsten ædru ved denne kontroversielle udtalelse. Vi havde været venner i over 25 år, og farlige emner som klamydia, kærlighedskvaler, uhæmmet skægvækst og svagheder i mor-rollen er ofte blevet drøftet. Men aldrig havde emnet været så grænseoverskridende og saftigt som nu. Der blev helt stille.

- Det gør jeg også, snøvlede de endelig. Først den ene. Så den anden.

Vi tog hinanden i hånden og dannede en aparte, spirituel cirkel med spritånde og svigtende motorik. Det var både smukt, sølle og dybt underligt på samme tid.

Vores generation fifler med astrologi, vi mediterer, øver yoga-stillinger, låner fra naturfolks religion og putter krystaller i lommen. Bare lige for en sikkerheds skyld. De fleste, jeg kender, står ved, de enten har været ved håndlæser, spåkone eller medie. Eller at de har vendt tarotkort. Men lige med hensyn til kristendom er det ekstra pinligt at tro uden at kunne føre bevis.

Måske har de en pointe, de messende ateister. Men omvendt er det måske også pinligt storhedsvanvittigt at tro, vi mennesker er i stand til at gennemskue alting via naturvidenskab. Så lang tid er det altså ikke siden, vi troede, jorden var flad. Vi har sandsynligvis ikke afdækket alt endnu. Giv det lidt tid – og måske vil det vise sig, at dét, vi i dag ser som spirituelt hokus-pokus, kan måles via teknologi.

En anden ting er, at kristendom kan virke mindre sexet, støvet og konservativt i forhold til andre former for spiritualitet: Kristenfis, helligfrans og alt det her klæber sig ligesom til Gud. Vi får billeder på nethinden af sorte, nærmest lovreligiøse præster, der holder maratongudstjenester og bestemt ikke er karrige med fordømmelse af homoseksuelle og andre, der ikke altid lever inden for den beigefarvede kasse.

Men det er jo ikke sådan en slags Gud, mine små skal konfirmere troen på. Min slags Gud er ikke sådan en selvretfærdig, krigerisk, sammensnerpet type, som forlanger total underkastelse og hele tiden ser sit snit til at true med den evige grillning, hvis vi ikke makker ret. Jeg har i hvert fald forsøgt at forklare dem, at de skal se Gud som en slags komprimeret energi af alt, hvad der er godt og kærligt. Uanset hvad man kalder den energi, så kan det kun være positivt at skrive sig ind i en klub, der handler om fællesskab om rendyrket godhed. Noget, der kan passe lidt på én og give ro indeni. Noget, der løfter sig over de sociale mediers ekkokammer og navlepilleri. Det er faktisk ikke så vigtigt, om det kan måles og vejes for mig.

Men ikke mindst i forbindelse med konfirmationsforberedelserne står det mig klart, at billedet af den strenge, straffende Gud stadig eksisterer.

Mine teenagere så noget forvirrede ud, da jeg sagde, de ikke skulle gå til deres otte obligatoriske gudstjenester for Guds skyld.

- Gud er da ligeglad og fører ikke fedtede krydser i en sort bog. Det hænger logisk ikke sammen med, at han skulle være intet andet end kærlighed og godhed. For ham er det eneste vigtige, at I prøver så vidt muligt at være gode mennesker.

Ja. Jeg er ret stærk i troen på, at Gud har det fint med, jeg kan finde på at drikke portvin af ølkrus, bande og fortælle lumre jokes.

Hellere det end at stå på sidelinjen af livet og påberåbe sig retten til at slå andre oven i hovedet med sin egen fuldkommenhed – om det så er gennem sin religion eller ateisme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...