Aalborgs ældste guldsmedeforretning lukker og dermed slutter en æra

AALBORG: Det er om føje tid definitivt slut med at sælge guld- og sølvsmykker i guldsmedeforretningen Ørsnes.

En æra slutter, når den 56-årige Anne Vibeke Ørsnes i begyndelsen af august måned i år drejer nøglen for sidste gang til Aalborgs ældste guldsmedeforretning i Gravensgade 19 i Aalborgs centrum og dermed en gang for alle siger goodbye til kunder og forretningsforbindelser.

Anne Vibeke Ørsnes har siden 2000 været daglig leder af forretningen, som hun har bestyret på vegne af sine forældre, og hun har sammenlagt arbejdet i firmaet i 28 år.

Torben O. Andersen og Lasse Sand
Guldsmedeforretningen Ørsnes lukker, og ejendommen i Gravensgade 19 i Aalborgs centrum er nu sat til salg.

Ophørssalg af smykker

Men nu er timeglasset så småt ved at rinde ud, og dermed lukker et forretningsmæssigt kapitel med over 100 år på bagen.

For den første "Ørsnes Guld & Sølv" forretning blev nemlig åbnet i Slotsgade i Aalborg for mere end 140 år siden.

Siden da har flere generationer styret og udviklet butikken, der i dag ejes af den 80-årige Nini Ørsnes, som er mor til Anne Vibeke.

Forretningen har i øvrigt ligget i Gravensgade siden 1972, og før da lå den i Algade.

Anne Vibeke Ørsnes siger til aalborg:nu, at man netop har taget hul på ophørssalget af smykkerne.

- Jeg vil skyde på, at vi er klar til at lukke forretningen i begyndelsen af august måned.

- Min mor ejer og bor også selv i bygningen Gravensgade 19, der huser guldsmedeforretningen, og jeg kan også oplyse, at hele ejendommen er sat til salg.

Anne Vibeke Ørsnes giver følgende forklaring på lukningen:

- Min mor har ikke selv kræfterne til at drive forretningen videre, og da jeg ikke har noget ønske om at stå som ejer, så lå det ligesom også i kortene, at forretningen skulle afvikles.

En knaldhård branche

- Jeg skal dog heller ikke lægge skjul på, at der er tale om en forretningsmæssig knaldhård branche, hvor konkurrenterne kæmper en intens kamp om at sikre sig markedsandele.

- Der skal investeres alt for mange timer i at drive en forretning af denne type og størrelse, og udbyttet står ganske enkelt ikke mål med anstrengelserne, pointerer hun.

Torben O. Andersen og Lasse Sand
Der er stadig mange guld- og sølvsmykker i forretningen, som nu tager hul på ophørssalget.

- Jeg ser helt frem til at få et såkaldt normalt arbejdsliv, der også levner plads til et normalt familieliv, tilføjer Anne Vibeke Ørsnes.

Hun ved dog ikke i dag med sikkerhed, hvad fremtiden bringer på arbejdsfronten, men hun har dog et par ideer i hovedet, som hun håber kan føres ud i livet.

- Jeg går nu i tænkeboks, og så må vi jo se, hvad der dukker op, siger hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...