Livet her

Håber du på bedre vejr snart? Glem det!

Det voldsomme vejr fortsætter mange timer endnu, men snefald og vinden stilner af i løbet af nattetimerne, siger DMI

01. december 2021 kl. 17:16
Opdateret kl. 19:45

NORDJYLLAND: Snestormen har efterhånden ramt hele Nordjylland som en iskold knytnæve lige i fjæset. Strømafbrydelser, total nedlukning af al buskørsel, forsinkelser i flytrafikken og advarsler mod at køre igennem skovområder er bare noget af det, nordjyderne kæmper med i øjeblikket.

Værst ser det netop nu ud i Vendsyssel, hvor snemasserne fortsat vælter ned, vinden hyler og temperaturerne er droppet ned under frysepunktet, så det nu også fyger mange steder.

Hos Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos DMI, er der ikke meget trøst at hente.

Ifølge ham fortsætter det voldsomme vejr mange timer endnu.

- Der er ret heftigt lige nu - særligt i Vendsyssel, hvor der virkelig er gang i den for sige det mildt. Aftenen kan godt blive rigtigt bøvlet. Man skal nok ikke ligge og drøne alt for meget rundt i bil derude, selv om der bliver gjort alt for at fjerne sneen, for med en frisk til hård vind, frost og sne, så fyger det. Man skal virkelig tænke sig om, konstaterer Lars Henriksen.

- Det gode er, at det gerne skulle stilne af sidst på aftenen og i nat. Men jeg vil ikke udelukke, at det stadig kan drysse lidt i løbet af natten. Til gengæld bliver det så koldt. 3-4 graders frost, og jeg vil ikke udelukke, at det lokalt kan blive endnu koldere, siger han.

Også vinden ser ud til at stilne, efterhånden som onsdag bliver til torsdag.

- Lige nu er der gang i den, men der er heldigvis også en tendens til, at den løjer af over land i løbet af nattetimerne, så vi når en let til jævn vind, siger Lars Henriksen.

Omkring trafiksituationen torsdag morgen mener Lars Henriksen, at der er grund til behersket optimisme.

- Det gode er, at snefaldet er ophørt de fleste steder, og at vinden tager af. Så kan der formentlig nå at blive ryddet nogle steder, men man skal nok lige tjekke den trafikale situation, inden man tager afsted i morgen også.

Se også
Snestormen minut for minut: Sådan udviklede aftenen sig i Nordjylland
Annonceret indhold

Nyeste