Ekstra personale hjælper ved indgangen

AALBORG: Mange fridage i træk, lune temperaturer og nye dyrebørn kan blive en populær cocktail i Aalborg Zoo de kommende dage.

Påsken markerer traditionelt begyndelsen på sæsonen for zoo-besøg, og meget kan tyde på, at det også går sådan i år.

- Det håber vi, og vi glæder os, siger direktør i Aalborg Zoo Henrik Johansen.

For at få det hele til at glide så godt som muligt, har Zoo her i påskedagene kaldt ekstra kræfter på arbejde. For siden haven genåbnede i begyndelsen af marts, har det været en betingelse for at komme ind, at man kan fremvise en negativ coronatest, der er maks. 72 timer gammel.

- Det har ikke givet os nogen alvorlige problemer udover, at vi kan se, det giver lidt kø ved indgangen på travle dage, fortæller Henrik Johansen.

LÆS OGSÅ: Se den nuttede video: Lille ny tapir i Zoo

Katrine Schousboe
Der er forskellige former for coronaforholdsregler i Zoo - blandt andet skal du huske mundbind, når du skal bruge toilettet eller hente mad inden døre. Arkivfoto: Henrik Bo

Derfor har man i forbindelse med påsken spærret rundkørslen ved indgangspartiet af og i stedet lavet et fremskudt punkt, hvor seks medarbejdere tjekker gæsternes coronasvar. Ved selve indgangen tager andre seks medarbejdere sig så af selve billetteringen.

- På den måde tror vi på, at vi kan få det til at gå så glat som muligt, siger Henrik Johansen, som ikke lægger skjul på, at han er spændt på, hvor mange gæster, han skal vente.

- Meget taler for, at der kommer mange - blandt andet at vi for tiden ikke har så mange ting, vi kan. Omvendt kan kravet om en coronatest også spænde ben for nogen, også fordi nogen har valgt at booke test til slutningen af påsken, og derfor ikke kan bestille endnu en test til de tidlige påskedage, siger han.

LÆS OGSÅ: Har du set: Ikonisk slikbod flytter ind i Zoo

I selve haven vil der også være medarbejdere, der går rundt og sørger for, at der ikke opstår køer ved f.eks. spisesteder og legepladser.

- Vi har så meget plads her, at det ikke er noget problem med mange gæster, og vi har rigtig godt styr på at håndtere de steder, hvor der kan opstå sammenstimlen, så man kan trygt komme, fastslår Henrik Johansen.

Skal du på påsketur til Aalborg Zoo, kan du blandt andet nyde synet af den lille nye giraf Maseke. Hun er blot en måned gammel og er netop begyndt at komme udenfor. I rækken af nye dyrebørn er også en zebra og en tapir.

Du kan læse mere om covid-19-forholdsreglerne i Aalborg Zoo ved at trykke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...