Skærtorsdag slår Haals is dørene op - det markeres med et godt tilbud

AALBORG: Vi er for alvor på vej ind i den søde istid, og alle is-elskere kan godt glæde sig! Midtbyen bliver nemlig en isbutik rigere, når Haals is åbner i morgen, d. 1. april, i Urbansgade.

LÆS OGSÅ: Italiensk is: Denne dato åbner midtbyens nye isbutik

Vi har været et smut forbi isbutikken, her inden det hele går løs, og det er en glad og forventningsfuld Gitte Haals, vi møder. Hun og manden, Jan Haals, har i forvejen stor succes med Haals Bageri i Gistrup og Klarup. Nu indtager de midtbyen og realiserer en mangeårig drøm med åbningen af Haals is.

Parret fik fingrene i lokalet i januar og har siden arbejdet ihærdigt for at få alting klar. Nu er det meste på plads, og mange har da også været henne og hive i døren, fortæller Gitte Haals, der generelt oplever stor begejstring omkring åbningen af isbutikken.

- Folk er meget positive. For 14 dage siden havde vi en testweekend, hvor venner og familie var inviteret ind, og de var vilde med det.

Katrine Brix
Gitte og Jan Haals har i noget tid haft succes med at sælge is i bageriet - nu skal aalborgensernes ishjerter vindes. Foto: Kim Dahl Hansen

Er man glad for italiensk is, kan man skrue ekstra op for begejstringen. Isbutikken fremstiller al is helt fra bunden ud fra italienske opskrifter, og du vil kunne finde 13 varianter i disken i Urbansgade, eksempelvis daim, pistache og hindbærsorbet. I anledningen af den store åbningsdag er der kreeret en helt ny variant, nemlig solbærdrøm, som har smag af solbær, vanilje og chokolade.

På åbningsdagen kan solbærdrømmen og de øvrige lækre, hjemmelavede is-varianter erhverves til halv pris og det samme gælder fredag. Desuden får studerende 10% på alt fra menukortet fremover.

Haals is åbner skærtorsdag klokken 12. Derefter er åbningstiden 12-20 hver dag frem til oktober.

Katrine Brix
Der er kommet pynt på både vægge og gulv i isbutikken. Foto: Kim Dahl Hansen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...