Minifestivalen Harbour:Candy er klar med line-up for de kommende dage

AALBORG: Er du til elektronisk musik, kolde øl i solen og en afslappet stemning, så er du selvskrevet til en tur på havnefronten de kommende dage.

I morgen, fredag 12. juli, og lørdag 13. juli er der nemlig house og lounge-minifestivalen Harbour: Candy i Jomfru Ane Parken.

Det er Clark Knøsen og hans firma Blue Machines, der står bag eventen, som du kan være med til - helt gratis.

- Jeg får en masse frivillig hjælp fra venner og bekendte som synes, det er et fedt projekt, og som gerne vil støtte det, siger han.

Det er ganske gratis at deltage i Harbour:Candy. Privatfoto

Clark Knøsen tilføjer, at han gør det, fordi han synes, det er fedt at lave musikevents på specielle steder i byen, f.eks. græsset i Jomfru Ane Parken.

Han har de senere år lavet en del forskellige events i byen - blandt andet koncert på Aalborghus Slot under navnet Electric:Castle og Deer:Friends i Skovdalen.

Ideen til begivenhederne opstod på Palmestranden i Frederikshavn, hvor han stammer fra. Her fik han okay succes med at lave events, så da han siden rykkede til Aalborg, flyttede begivenhederne med. Siden er det blevet til tre-fire events hver sommer.

Harbour:Candy er sidste begivenhed denne sommer, til gengæld kan du glæde dig til to dage med masser af stemning i den lille havnepark. Både fredag og lørdag er der musik fra kl. 15 til kl. 22.

Fredag spiller Vivien, Rasmus og Clark K, mens det lørdag er Kippi og Clark K, der står for musikken.

Man kan købe drikkevarer - og dermed støtte eventen - på stedet. Som en gimmick bliver der et par gange i løbet af dagene hejst et piratflag. I den tid flaget er oppe, er der slagtilbud på øl.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...