KLUMME: Mette Goddiksen tager sommeren under kærlig behandling

Jeg kan ikke huske, hvem der sagde cirka det her:

”En måde at måle et menneskes format og godhed er ved at se på, hvordan dette menneske opfører sig over for det andet menneske med mindst magt i rummet”.

Men klogt er det. Og især om sommeren er vi kontakt med de mennesker, der umiddelbart har mindst magt: Tjeneren, der dagligt skal smile servicemindet til den kræsne og nedladende kunde. Stuepigen, der skal skrubbe andres afføring af toilettet, fordi de ikke lige gider bruge børsten selv. Eller som skal finde sig i at blive behandlet som luft og ikke et menneske, man lige siger hej til på gangen.

Alle dem, der er ansat til at gøre vores sommerferie til det rene sus og dus, hvor vi som kunder altid har ret.

Opfør dig lige pænt over for dem, selvom du måske ikke strengt taget behøver, ikke?

Sådan en opfordring kan godt lyde som en irriterende, løftet pegefinger fra en roséhungrende husmor, men ikke desto mindre er den nødvendig. Ikke mindst for din egen fødevaresikkerheds skyld. Mere om det senere.

Min mand, der er typen, som falder i snak med alle. Selvfølgelig også altmuligmanden i feriecentret, der på smukt og for ungerne uforståeligt vestjysk satte ham ind i alt fra hans holdning til ulve og familieforhold. Da vi skulle hjem, så gik altmuligmanden hen til min mand og sagde ”Tak, fordi du taler til os som ligeværdige mennesker”.

Den lader vi lige stå.

Burde det ikke være en selvfølge? Jo, men det er det jo ikke for alle, og det glemmer man hurtigt, når man ikke længere er i et servicejob. Altmuligmandens taknemmelighed tog mig tilbage til et utal af episoder, hvor jeg som ung var for eksempel stuepige, rengøringsdame, tjener og pølsemand. Hvor oplevede jeg ofte grænseoverskridende, nedladende opførsel. Eller blot at blive totalt ignoreret. Jeg vil ikke kede dig med alle eksemplerne, men blot fremhæve ét fra min tjans som pølsemand på travbanen, da jeg var 16 år: En bestemt mand kom hver gang forbi for at købe aftensmad. Han havde det med at stirre intenst på mig, også når jeg var ude af hans naturlige synsfelt for at varme brød og derfor tillod mig at slappe af i ansigtet. Som en pølsehungrende høg var han over mig og stak hele overkroppen ind ad lugen og krævede, jeg skulle smile. ”Det blev jeg en del kønnere af”, som han sagde. Som om min fineste opgave var at være køn for ham. Alligevel smilede jeg anstrengt til ham, for han havde jo som kunde og voksen magten. Han toppede som regel ved at skælde mig huden fuld, hvis jeg havde glemt, hvad han plejede at få sin pølle. Det gjorde mig åbenbart ”smådum og uduelig”, selvom der hver løbsaften på travbanen kom hundredevis forbi.

De første gange gav det mig våde øjne, som jeg tørrede væk med de løglugtende, ketchupfedtede hænder. Hænder, der senere tog hævnen i egen hånd. Jeg var nemlig så heldig, at køkkenet sendte mig en pose pølsebrød med mug på. Ikke meget mug, men lige nok til, det kunne dækkes med ketchup, remoulade og rå løg (ja, jeg lærte, hvad han skulle have på). ”Velbekomme” sagde jeg med det her vindende, brede smil, han jo så gerne ville se. Og så nød jeg at se ham guffe det i sig.

En anden historie fra restaurationsbranchen, jeg har fra troværdig kilde, er dén om den kendte sangerinde, som jeg ikke vil røbe navnet på her. Hun kom ind på en hotelrestaurant og teede sig aldeles divaagtigt samt ydmygede personalet, inden hun bestilte en sandwich. Det resulterede i, at kokken trak bukserne ned og gned brødet mod sit uvaskede lem, smækkede mayo, kylling, salat og bacon oveni. Voila og velbekomme.

To historier, som vitterligt ikke tjener som smukke eksempler på ordentlig opførsel, men anyways:

Lad os lige leve efter sætningen: ”En måde at måle et menneskes format og godhed er ved at se på, hvordan dette menneske opfører sig over for det andet menneske med mindst magt i rummet”.

Ellers kunne det hænde, at de tilsyneladende ikke-magtfulde serverer hævnen iskold og med brød til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...