Halløj fra kropsåbningen

KLUMME: Jeg har egentlig ikke tandlægeskræk. Jeg synes generelt bare, det er akavet, når andre mennesker nærstuderer mine kropsåbninger i længere tid.

Dertil ser jeg det som et decideret problem, at min tandlæge er en flot mand. Det gør mig på én eller anden måde mere selvbevidst og bange for, at han synes, der er lidt klammo derinde i mit gab. Eller om jeg har lange hår i næsen. Eller en hudorm på hagen. For ikke at tale om lugtgener, selvom jeg har skuret gebisset intenst før ankomst.

Underligt nok har jeg nærmest lettere ved at få lavet en gynækologisk undersøgelse af min rare, ældre læge. Han går til opgaven, som skrællede han kartofler: Rutineret og småkonverserende. Jo, vi har skam fået vendt mange hverdagsdilemmaer, mens jeg har haft benene i bøjlerne; helt hyggeligt er det faktisk. Så måske handler det ikke bare om, at jeg bliver genert på grund af tandlægens skønhed. Måske handler det lige så meget om, at jeg ikke har mulighed for at tage trykket af den underlige stemning ved at snakke; jeg har jo åben mund henne ved tandlægen. Det skaber en slags undertryk af tanker i hjernen, som ikke kan komme ud. Jeg sværger, at hvis tanker kunne laves om til strøm i de her situationer, så kunne jeg forsyne alle computere under et LAN-party.

Man ligger dér og prøver at finde et fixpunkt. Der er ikke meget sjov ved den uro, formet som Bohrs atommodel, der dingler i loftet. Eller et mærkeligt, abstrakt billede, som slet ikke hjælper på humøret.

Kunne de da ikke sætte en skærm op i loftet og vise noget Seinfeld eller Simpsons? Eller bare ”De røde heste”. Jeg er egentlig ikke super kræsen i den situation. Jeg ligger allerede fladt og hjælpeløst ned. Er som en gris med et æble i munden, der snurrer over et bål. Forskellen er, at grisen slipper fra at betale regningen for gildet.

Så kommer man til at stirre tandlægen op i næsen, der selvfølgelig ikke har antydningen af en bussemand eller et hår. Hm. Gad vide, om klinikassistentens flotte vipper er ægte. Kan man overhovedet se forskel? Og hvis er de børn ovre på opslagstavlen? Det må være tandlægens. De har jo også fine, hvide tænder…

Jeg begynder at ånde tungt. Det kan jeg se på tandlægens brilleglas, der åbenbart er lavet af sådan noget glas, der afdugger sig selv. Det er slet ikke så ringe underholdning at se dem fyldes af dug, som trækker sig så hurtigt tilbage, at man slet ikke ville kunne nå at skrive ”av av” i det. Hvis man altså var til den slags platheder.

Ved længere ekspeditioner får man lov til lige at lukke munden og slappe af i kæberne. Det bryder jeg mig ikke om. For når man skal åbne igen, så er der atter risiko for, at man har dannet de her spytstrenge, som – spooooing – sprænger med et lille, vådt smæld, når tandlægen igen stopper apparater i munden på én. Nogle gange savler jeg også mig selv på hagen, og jeg ved faktisk ikke, om det er god etikette at lade det være? For man kan vel ikke stoppe den travle tandlæge og bede om et lille lommetørklæde og en pause til at undskylde, at man er sådan en væmmelig, væskende type.

Jeg er også altid ved at blive kvalt i min egen tunge, fordi jeg trækker den så meget tilbage, at den stopper min hals. Det er kommet dertil, hvor jeg har ligget og sagt rallelyde!

I det øjeblik jeg tillader mig at slappe af i den balstyriske tunge, så kommer den uforvarende til at slikke på tandlægens hænder. Den er sikker hver gang. Det er ikke engang et alternativt score-move; tungen har sit eget liv, efter musklerne i den er blevet overtrætte. Den er ude af min kontrol. Uden for pædagogisk rækkevidde.

Tænk, hvis jeg kommer til at bide ham – er endnu én af mine tvangstanker. For jeg har engang set én i en film, der fik en art epileptisk anfald og bed sin egen tunge af. Hvis det sker for mig – så ryger den pæne mands hånd og den dér sugepind, klinikassistenten bruger.

Apropos dén der sugepind: Det må nærmest være verdens mest tarvelige væske, som ligger i den dunk eller whatever, den er spændt til. Forestil dig sådan en spand med uspecificerede aalborgenseres mundvand. Det er værre end det vand, der ligger i toiletbørsteholderen. Og næsten lige så slemt som Pisang Ambon.

Rød i hovedet, udtværet sminke og tør langt ned i svælget kan man endelig sidde op, mens den lille, automatiske spytteskål svæver hen til én, og engangskruset fyldes med lunkent vand. Man prøver elegant at fjerne afskyeligheder rundt om munden og skylle efter, mens tandlæge og klinikassistent venligt venter på at sige farvel. Det er samme følelse, som når man har taget et komisk styrt på cykel: Åh, gid de ville kigge den anden vej.

Næh, det er umuligt at finde den værdige mine frem efter den omgang. Så da jeg får regningen, kan jeg lige så godt spørge med en knirkende, bedende stemme: Dækker Sygesikringen Danmark bare lidt?