Tv-program skal se på gadekunst og gavlmalerier i Aalborg

AALBORG: Om det bliver østholdet eller vestholdet, der løber med sejren, kommer du til at vente lidt med afgørelsen af.

Men sikkert er det derimod, at Hammerslag fra DR1 i disse dage gæster Aalborg for at lave optagelser til et nyt program.

I morgen, onsdag, skal programmet lave en række optagelser om nogle af byens mange gavlmalerier, og du kan komme med. Hammerslag har nemlig lavet samarbejde med Kirk Gallery om en guidet street art tour rundt i Vestbyen for at vise nogle af de store malerier frem.

- Jeg betragter det som rigtig god PR for Aalborg og vil meget gerne være med til at vise, hvad byen kan, siger indehaver af galleriet Lene Kirk.

Turen begynder i morgen, onsdag, kl. 12.30 ved gavlmaleriet af BEZT i Absalonsgade 34 og alle må som sagt gå med.

- Jo flere, vi kan blive, jo bedre. Jeg ved, at der er en enorm interesse for gavlmalerierne i byen og det her er én måde at se dem på, siger hun og tilføjer, at hun undervejs vil fortælle om nogle af bydelens værker.

Lene Kirk forventer, at turen varer cirka en time.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...