Studerende fra blandt andet AAU og UCN indtager Hovedbiblioteket med Universitarium, hvor børn kan opleve eksperimenter, science shows osv. Arkivfoto: Andreas Falck
Det sker

Har du grønne tanker? Mærk energien på Hovedbiblioteket

Universitarium flytter ind med bamsekraner, svampebatterier og grøn til sort energi

29. juni 2019 kl. 10:00

AALBORG: Hver dag bruger du masser af energi - når du snakker i telefon, tænder lyset, koger vand, tager bad og kører bus eller bil. Og om vinteren bruger du ekstra energi, når du skruer op for varmen i dit hjem.

Men hvor kommer al den energi egentlig fra, og hvordan får vi energi nok til det hele?

Det er noget af det, som Universitarium sætter fokus på denne sommer.

- Vi kommer ikke udenom, at den grønne dagsorden, og det med energi, er noget, der ligger i baghovedet på mange, ikke mindst unge, siger projektleder for Universitarium, Lene Klitgaard.

- Bare tænk på den unge, svenske skoleelev Greta Thunberg, der med sine skolestrejker og tale til FN tydeligt har vist, at ansvaret for fremtiden er noget, som unge tager ganske seriøst, tilføjer hun.

Universitariet åbner i dag, lørdag 29. juni, på bibliotekets 1. sal, og du kan blandt andet være med til at udfordre dine venner i at styre energiforbruget i en hel by, du kan eksperimentere med, hvad der skal til for at gemme varme fra sommer til vinter, og hver dag vil der i øvrigt være en række science shows med forsøg der gnistrer, slår flammer og eksploderer - alt sammen i videnskabens navn, naturligvis.

Sidste år trak Universitarium med temaet om uheld og katastrofer imponerende besøgstal i betragtning af den verserende varmerekord. I år regner man med, at det nye tema trækker endnu flere til.

Du kan blive klogere på energi hver dag fra kl. 10-17 hele sommeren igennem.

Det er universitetet, kommunen, UCN og Techcollege, der står bag Universitarium, og det er tredje år, det holdes på biblioteket.

Annonceret indhold

Nyeste