Bademesteren giver her sit bud på, hvornår de åbner igen

AALBORG: Med solen og de varme temperaturer lyder en kølende dukkert som et must, og sommeren får da også mange vandhunde og badenymfer til at besøge Vestre Fjordpark i øjeblikket.

Men alt er ikke, som det plejer at være i det populære friluftsbad: Udspringstårn og vipper er nemlig lukkede i øjeblikket.

- Det er rigtig ærgerligt, men det skyldes coronarestriktionerne, siger bademester Sebastian Prenta.

Netop spørgsmål om de lukkede aktiviteter - og hvornår de åbner igen - får han rigtig mange af. Faktisk så mange, at der nu også er lagt en forklaring på Vestre Fjordparks Facebookside, hvor du kan læse følgende:

"Men... hvorfor?!" 🙄

Sådan er I mange der peger på det lukkede udspringstårn og spørger.

"Hvorfor er det lukket?"

Her er vi nødt til at trække det - efterhånden slidte og lurvede - coronakort. Vestre Fjordpark er et frit og åbent sted, hvor vi desværre ikke har mulighed for at kontrollere om folk er testede eller ej.

Udspringtårnet er en stor attraktion hvor folk stiller sig i lange køer. Der er som bekendt kun én stige, som folk 'samler sig på'. Samtidig har vi alle de mennesker der ikke tør at hoppe alligevel; det giver trafikpropper både på trappen og på springplatformen.

Det er fantastisk at mærke hvor glade I er for faciliteterne - og vi kan sagtens forstå lysten til at mobilisere al sommerens kådhed ud i et solidt sus af et spring. Vi lover at åbne for herlighederne igen, så snart det er muligt!

Pas godt på jer selv og hinanden - og nyd endelig resten af vores dejlige fjordpark, slutter opslaget.

Vi har naturligvis spurgt Sebastian Prenta om, hvornår han forventer, at tårn og vipper åbner igen.

- Det er for tidligt at sige noget om, men jeg tror, der kommer til gå nogen tid endnu, siger han.

- Men badegæsterne tager det pænt, og jeg vil gerne rose dem for at holde afstand og i det hele taget være betænksomme, når de er her.

Du kan se opslaget fra Vestre Fjordpark her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...