Sælg dit overskud eller køb ind til efteråret på Dyrskuepladsen

AALBORG: Har ferieugerne budt på oprydning i klædeskabet, børnenes legetøj eller bogreolen eller har du slet og ret bare brug for at komme af med en omgang overskud, så er chancen der snart.

Det store bagagerumsmarked på Dyrskuepladsen i Skalborg vender nemlig tilbage her efter sommerferien. Det sker søndag 14. august fra kl. 9-15.

Konceptet er som altid - nemlig at private har mulighed for at sælge ud af deres brugte ting fra overskudslagrene i garager, kældre og skabe. Har du brug for en stand, skal den bookes på forhånd på hjemmesiden bagagerumsmarkeder.dk.

Kommer du derimod for at lede efter f.eks. nyt tøj eller legetøj er det ganske gratis at komme ind og at gå rundt og kigge - udover det, må din egen pung så afgøre, hvor dyrt det bliver at bruge søndagen på markedet.

Går du sukkerkold undervejs i jagten på genbrugsguld, sælger Skalborg Sportsklub og Kalles Kaffe blandt andet pølser, sodavand og kaffe på pladsen.

Du får chancen for at komme til bagagerumsmarked igen 11. september - det er til gengæld årets sidste.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...