
Har du set de nye vinduer på Østerbro? Her er forklaringen
Verdensnavn kom til Aalborg for at lave et gavlmaleri, men så kom han forbi et hus
AALBORG: Han kom for at male en stor gavl. Et enkelt motiv af et barn med farveblyanter på en gavl på Østerbro som nabo til Holdensgaard Blomster.
Men det er et helt andet værk, der de seneste uger har taget det meste af omtalen og "har du set"-bemærkningerne i byen.
Historien er sjov, synes Lene Kirk. Som indehaver af Kirk Gallery, er det hende, der har inviteret det store franske street art-navn Seth til byen som led i den femte udgave af galleriets gavlmaleriprojekt "Out in the Open".
- På vej ind til byen kørte vi ad Østerbro, og pludselig der i bilen udbryder han, "hvad med det hus der, kan jeg ikke male det", fortæller hun.
I første omgang anede hun ikke, hvilket hus Seth med det borgerlige navn Julien Malland talte om.
- Jeg havde vist egentlig aldrig rigtig set det, siger hun. Men i løbet af det næste døgn måtte hun finde en masse oplysninger om ejendommen på Østerbro 22.
- Seth er vant til at rejse rundt i nogle lande, hvor man bare gør ting uden nødvendigvis at spørge om lov, så han var lidt uforstående over, at det skulle være besværligt her. Så vi gik i gang med at kontakte ejere og få tilladelse af kommunen. Og her må jeg godt nok sige, at de skal have ros. Det tog 24 timer, så var det hele på plads, forklarer hun leende.

Siden har den franske kunstner måttet arbejde hurtigt og veksle mellem Østerbro 22 og 41. På færre end 10 dage har han lavet to noget forskellige værker, der alligevel begge har tydelige tråde til hans øvrige produktion. Fælles er f.eks. at et barn er gennemgående figur.
- Jeg har næsten altid børn med, for børnene er min måde at tale til alle på. Vi kan alle forholde os til børn, og så har jeg også rejst hele verden rundt, og lige meget hvor man kommer, er der børn, der leger, fortæller Seth.
På ingen af malerierne kan man se børnenes ansigter eller øjne. Og det er et helt bevidst valg.
- Børnene er her, og de er her ikke. Jeg vil ikke som sådan inkludere noget budskab i malerierne, det er op til beskueren at lave sin egen tolkning. Men selvfølgelig har jeg en ide med det, jeg laver, eller et budskab om du vil. Jeg vil bare ikke vise dem tydeligt, forklarer han.

Mens Østerbro 41 er et stor gavlmaleri i stil med mange af dem, der de seneste år er kommet over alt i Aalborg, er maleriet på Østerbro 22 en ny variant. På bilturen hen ad Østerbro spottede kunstneren nemlig, at bygning havde afblændede vinduer. Og det er de vinduer, der nu har fået nyt liv i form af en lyseblå himmel med skyer og en pige og en farverig fugl.
Værket hedder The Phoenix, og når lyset og himlens farve er rigtig, er bygningen på det nærmeste transparent.
Selv har han kun et skuldertræk til overs for spørgsmålet om, hvorfor han kaster sig ud i et ekstra maleri, når han han forvejen har et stramt program med at nå den store gavl.
- Nummer 22 var et perfekt sted til den idé, jeg lige fik, lyder den korte forklaring, mens han kortvarigt lader penslen hvile.
Han tygger lidt på det og tilføjer så, at for ham er motiverne slet ikke så vigtige som den placering eller lokation, som værkerne har. Det er omgivelserne og værkernes påvirkning på dem, der betyder noget.
- Med det her maleri vil folk se bygningen på en helt anden måde end før. Jeg viser byen på en ny måde. Det er derfor, jeg maler på gaden. Hvis det handlede om motivet alene, kunne jeg male på lærred. Det er også derfor, jeg næsten altid maler enkle motiver, konstaterer han.
De to værker er nu færdige, og Seth har forladt byen. Som mange af de andre store street art-kunstnere er han altid på farten. Han kom til Aalborg efter arbejde med to store værker, nu holder han lidt ferie hos familie i Sydfrankrig, inden han skal lave et par mindre værker i Paris, herefter går turen til Ukraine for at arbejde videre på et projekt på en skole, han også besøgte for et par år siden.
I mange år har han rejst verden rundt, for at opleve andre kulturer, og maleriet er en god måde at møde mennesker på, synes han.
- Jeg vil gerne til lande, hvor jeg kan få lov at fortælle en historie, siger han og tilføjer, at han lige nu er meget optaget af Kina.
- Der er ikke megen respekt for historie. De river ned uden nogen større overvejelser og bygger nyt, det, synes jeg, er interessant, siger han.
