Har du også undret dig? Derfor er der nye skilte langs havnefronten
De står på strækningen fra KMD til kajen ved Egholmfærgen indtil efterårsferien
AALBORG: De er dukket op de seneste dage, og måske har du allerede set dem? En række infostandere på havnefronten fortæller Aalborgs historie - og de er en del af en pop op-samtalesti, som initiativtager Lars Jeppesen står bag.
Samtalestien er er en rute med ni nedslagssteder, strækningen er fra KMD ved Østre Havn til kajen, hvor færgen til Egholm lægger til . Man kan opleve Aalborgs udvikling, hvor blandt andet Stadsarkivet bidrager med historiske billeder.
- De her billeder langs havnefronten skulle gerne give anledning til gode samtaler. Det kan være kæresteparret på aftentur, venner, veninderne, hele familien og så videre, siger Lars Jeppesen.
- Det handler om at blive klogere på vores by, for det er med til at skabe et større fællesskab mellem os, der bor i og bruger Aalborg. Vi skal huske vores DNA og samtidig være ambassadører for vores by.
Lars Jeppesen håber, at stien bliver brugt flittigt, og at den kan føre til nye projekter.
- Min drøm er, at når det her pilles ned igen, får vi lavet noget permanent, som fortæller om dyrene i fjorden, arkitekturen og historien om vores by, siger han.
- Det er der ingen, der har gjort endnu, så vi vil være de første i verden, der bruger det greb.
Samtalestien er en del af udstillingen Indsigt i din udsigt, som du kan opleve i en af de store haller ved Østre Havn. Her bliver historien om Aalborgs udvikling fra industriby til vidensby fortalt gennem billeder.
Samtalestien åbner i dag, torsdag, og er blevet til i et samarbejde mellem Lars Jeppesen, Sydbank og Aalborg Stadsarkiv.
Billederne står langs havnefronten til udgangen af uge 42.