Se her hvor du finder de nye steder at hænge ud

AALBORG: Det er sommer, restriktionerne bliver færre - og med det kommer flere, nye muligheder for at hænge ud i byen.

Fra i dag, mandag, bliver der nemlig sat borde, bænke og blomsterkummer op rundt omkring i bybilledet. Det er kommunen, der står bag, og det sker for at understøtte bylivet og give det ekstra puls.

Borde og bænke er tænkt som steder, du kan hænge ud med takeaway, is eller måske en coffee to go. Samtidig er der også lagt op til, at restauranter og caféer kan møde op med vogne - eller en foodtruck kigger forbi.

- Vi gør det for at være med til at skabe stemning i byen og bidrage til hyggen, siger rådmand Hans Henrik Henriksen fra By- og Landskabsforvaltningen, som står bag udsmykningen.

- Og samtidig vil vi understøtte, at Aalborg er en fantastisk handels- og oplevelsesby.

Det handler også om at gøre sig nogle erfaringer, man kan bruge på sigt.

- Vi har generelt investeret meget i byudvikling, og det her er en naturlig videreudvikling af de gode initiativer, siger han.

- Jeg tror og håber, at folk i byen tager godt imod det. Vi vil bidrage til følelsen af fællesskab og glæden ved byliv i det hele taget.

Du finder de nye borde og bænke-sæt ved Jomfru Ane Parken, Utzon Center, Tolbod Plads og på torvet ved Gåsepigen. Dertil kommer sekskantede møbler, du kan sidde på, på Gammeltorv og Gabels Torv. Derudover bliver der hængt stemningsbelysning op forskellige steder i byen, indtil videre kan du nyde det i Algade.

Projektet er en del af Genstart Aalborg, der er en kommunal pulje med penge til at understøtte liv i byen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...