Hobbii åbner torsdag Danmarks største garnforretning i City Syd. Se billeder her

AALBORG: Det er i alle farver. Kvaliteter. Tykkelser og blødheder. I det hele taget er der bare alt, hvad du overhovedet kan forestille sig, når det kommer til garn.

Det er nemlig intet mindre end et garnmekka, der slår dørene op i City Syd i morgen formiddag, 6. februar.

Katrine Schousboe
Garn så langt øjet rækket. Hobbii har mere end 5000 varenumre. Foto: Lasse Sand

Bag forretningen på Løven står den hyperpopulære garn-webshop hobbii.dk, der åbner deres anden fysiske butik - og den første i Jylland.

- Vi får et kæmpe udvalg af både alle mulige former for garn og tilbehør, fortæller retail manager Joachim Hansen, som har talt sig frem til, at der vil være omkring 5000 varenumre i den nye butik. Det gør ifølge salgschefen Hobbii Aalborg til landets største af sin art.

Katrine Schousboe
Det er Jacqueline Friis, der står for den daglige ledelse af Hobbii Aalborg. Foto: Lasse Sand

Interessen for butikken har da også på forhånd været enorm. Derfor forventer Joachim Hansen, at der op til åbningen kl. 10 vil være 400-500 mennesker i kø for at komme ind at se, hvad Hobbii kan byde på.

- Vi kan se, hvor mange, der på forhånd har tilkendegivet på nettet, at de vil komme, at det bliver populært, siger han.

Katrine Schousboe
Butikken på Løven er kun garnkædens anden fysiske butik. Foto: Lasse Sand

Placeringen af den nye forretning i Aalborg er valgt ud fra, at garnuniverset i forvejen har stor opmærksomhed her i landsdelen.

- Vi har rigtig mange kunder her, og Aalborg er bare en skøn by at starte ud i, og så har den et godt opland. Nu kom det rigtige lokale også, og så må jeg bare sige, at jeg generelt har noget med gratis parkering, siger Joachim Hansen med smil i stemmen.

Åbningen torsdag bliver fejret med kaffe og wienerbrød og goodiebags til de hurtige. Herudover vil der være masser af tilbud på både garn og tilbehør. Han lover, at både butikken og alle medarbejdere er toptunede til åbningen torsdag.

- Vi står klar med syv åbne kasser for at kunne betjene alle så hurtigt som muligt, siger Joachim Hansen.

Åbningsfesten for den nye butik varer til og med 16. februar.

Katrine Schousboe
Åbningsfesten varer til og med 16. februar, og Hobbii lover masser af tilbud. Foto: Lasse Sand

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...