Det chilenske verdensnavn Inti kom med en plan om et murmaleri - lavede et andet

AALBORG: Der er kommet nye farver på Nørregade. Helt nye farver.

Væk er det store karakteristiske portræt på gavlen ved den lille plads, der markerer indgangen til gågaden. Ind er kommet et ligeså stort og farverigt maleri af det store chilenske street art-navn Inti.

- Han er på top-10-listen over internationale kunstnere og en, som vi har forsøgt at få til Aalborg i årevis. Nu lykkedes det, siger indehaver af Kirk Gallery Lene Kirk, der også står bag gavlmaleriprojektet Out in the Open.

Inti - som også hedder Castro - og ikke mindst hans jongleren med farver, har da også tiltrukket masser af opmærksomhed i Nørregade de seneste dage. Små kommentarer, glade tilråb og nysgerrige blikke står i kø, mens han fortæller.

- Det er lige præcis den form for interaktion, der gør, jeg synes, det er sjovt at lave street art, ler han, da hans fortælling endnu en gang bliver afbrudt af en kommentar fra en forbipasserende.

Han har det ellers lidt stramt med al for megen interesse. Han siger pænt, men yderst bestemt nej tak til at blive fotograferet med sit værk - både når det gælder de nysgerriges mobil og aalborg:nus fotograf.

- Det er mit værk, det handler om. Ikke mig, er den umiddelbare forklaring.

Den store gavl med den fremtrædende placering vil han derimod gerne tale om, det samme når det gælder den varme modtagelse, han synes, han har fået i Aalborg.

- Det er et skønt sted. Her er så rent, og I virker meget glade. Lidt generte indtil man kommer til at tale, men glade - og søde, tilføjer han og smiler.

Katrine Schousboe
Det chilenske verdensnavn INTI er i fuld gang med at sætte farver på en gavl i Nørregade. Foto: Martin Damgård

- Mit hjerte bløder

Han har arbejdet intensivt på gavlen i en god uge og har på den måde formået at blive færdig et døgns tid, før flyet går tilbage til Barcelona, hvor han bor.

Det giver tid til at fortælle, mens han drikker dagens første kop kaffe - med vaniljesirup - midt på Nørregade.

- Jeg kom med en ide om et maleri, jeg ville lave. Det skulle være en mur med reference til naturen og vores forhold til den. Det blev det også, men undervejs har meget alligevel ændret sig, fortæller han og tilføjer, at han ofte lader sig inspirere af det liv, der er omkring ham, mens han arbejder.

Denne gang er det dog blevet lidt anderledes, og derfor er det med hans egne ord et både unikt og specielt Inti-maleri, vi har fået her i Aalborg.

- Man kan se, at det adskiller sig fra meget af det, jeg senest har lavet i både motiv og farver. Men jeg synes ikke, jeg kunne undlade at sende en hilsen til mit folk og til det, der foregår lige nu. Mit hjerte bløder for mit folk, siger han og indikerer dermed, at man skal helt til Chile og den aktuelle politiske situation for at finde nøglen til værket.

I flere hundrede år har de oprindelige indbyggere i det centrale og sydlige Chile, maputche-befolkningen, kæmpet for deres ret til at landområder og en generel anerkendelse af deres kultur. De seneste uger er situationen tilspidset yderligere, blandt andet på grund af en maputche-leders mere end 100 dage lange sultestrejke for retfærdighed, hvilket igen har ført til demonstrationer og sammenstød med politiet.

Gavlmaleriet har derfor ifølge kunstneren selv referencer til den oprindelige sydamerikanske kultur.

- Jeg har arbejdet med varme farver, fordi det er den farveskala, vi har og åndelige symboler, siger han og peger op på soltegnet øverst på gavlen.

- Jeg vil generelt gerne udfordre det spirituelle - ikke forstået i religiøs forstand - men mere som reference til vores kultur og blande det hele, siger han og forklarer, at det klassiske kristne symbol, trekanten, der gennemskærer maleriet, derfor er vendt på hovedet.

Katrine Schousboe
Det nye maleri spiller fint sammen med Oliver Vernons værk i Løkkegade. Foto: Martin Damgård

Planer er ændret af corona

Hovedmotivet er en hovedløs krop, der holder en stor buket foran sig. Om hovedet mangler eller bare er skjult er op til dig, der kigger, forklarer Inti. I det hele taget er det op til vores fortolkning, for det er det, kunsten kan.

- Ideen er spørgsmålet om, hvordan vi kan holde forbindelse til naturen, uden at det skal være religiøst. Figuren holder naturen som en mor ville gøre, er det nærmeste, han vil sige og vender så tilbage til Aalborg og Danmark.

- Det er også et link til den måde at behandle naturen på, nemlig med respekt, som I gør her i Danmark. Ved du godt, at nu vi i Chile taler om miljø og natur, bliver Danmark ofte fremhævet, spørger han lidt ud i luften, men når ikke videre, før han bliver afbrudt af et par, der lige vil rose maleriet.

Han tager sig tid til at sige pænt tak og smile, før han går videre med skitsere sin fremtidige planer. Det kan gøres kort. Han har nemlig ikke rigtig nogen.

I årevis har hans kalender været fuldt booket uge efter uge med planer om malerier over det meste af verden, men det har corona vendt op og ned på.

- Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal. Måske har jeg et job i Paris om et par uger, men det kommer jo an på, om jeg overhovedet må rejse der til, siger han.

Katrine Schousboe
Intis gavl er det seneste værk i Kirk Gallerys serie Out in the Open. Foto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...