Salgsboden fra tivoli genopstår i haven som Den Søde Tand

AALBORG: Du har måske set den i Karolinelund: Den ikoniske slikbod helt fra dengang, der var tivoli i byen. Og nu får den nyt liv i Aalborg Zoo, hvor den genopstår som den søde tand. Flytningen sker for at gøre plads til den kommende åbning af Østerå.

Selv girafferne måtte lægge hovedet tilbage for at se med, da to kæmpemæssige kraner løftede Aalborg Zoos nye salgsbod indenfor i haven, og der ligger både nostalgi og bæredygtig strategi bag flytningen af den gamle slikbod. Det skriver Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.

- Vi havde brug for en ny salgsbod til Zoo, og vi har en strategi om at udvikle os bæredygtigt og genbruge når og hvor vi kan, så frem for at bygge nyt undersøgte vi mulighederne for at bevare noget eksisterende, siger Henrik Vesterskov Johansen, direktør i Aalborg Zoo.

- Og da vi ovenikøbet allerede havde en historie med boden i Karolinelund, var det helt oplagt at hente den til zoologisk have, siger han.

Slikboden er nu løftet til sin endelige placering i Zoo. Foto: Aalborg Zoo

Boden har nu fået en central plads i Zoo og bliver renoveret, så den kommer til at matche Zoos udtryk. Den er oprindeligt opført af Aalborg Zoo, der stod for den daglige drift af Karolinelund fra 2007 til Karolinelund lukkede efter sæsonen i 2010. Dengang solgte man blandt andet slik og tivoli-turpas fra boden, og de søde sager vender nu tilbage.

- Den Søde Tand bliver en kombineret bod med merchandise, slik, is, kager og kaffe og et hyggeligt cafémiljø med borde og stole udenfor, siger Henrik Vesterskov Johansen.

Flytningen af boden er godkendt af Aalborg Kommune, der gav Aalborg Zoo grønt lys hertil, mod at Zoo afholdt alle udgifter til transporten. Natten til tirsdag blev kiosken med særlig tilladelse fra politiet kørt fra Karolinelund til Zoo, og den er nu løftet indenfor på den nye placering ved legepladsen midt i Zoo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...