De kommende mange mandage er der igen blå mandag

AALBORG: Nu kommer der for alvor gang i de udskudte konfirmationer, og mange glade mennesker kan endelig blive fejret og holde blå mandag. For første gang er det elever fra ottende klasse, der kommer til præge bybilledet.

I Aalborg City betyder det et noget anderledes efterår.

- Det har været svært at få det forkromede overblik over årets konfirmationer. Nogle blev det i juni, der kommer en del i de kommende weekender, lyder det fra direktør Flemming Thingbak.

Aalborg City vil gøre, hvad de kan for at give konfirmanderne så almindelig en blå mandag som muligt.

- Vi har, som i de tidligere år, sendt armbånd ud til skolerne, som kan give rabatter og gratis ting i Aalborg, fortæller Flemming Thingbak.

Hvor man kan bruge armbåndet kan man se på Aalborg Citys facebookside.

- Det er virkelig en kompleks opgave med blå mandag i år, for vi kan holde blå mandag alle mandage frem til efterårsferien, men vi har sendt 5000 armbånd ud til alle konfirmander, oplyser han.

Der er da også flere, der har henvendt sig og undret sig over manglende armbånd. De skulle dog gerne ligge på skolerne, forsikrer Flemming Thingbak.

- På mandag (i morgen, red.) vil vi bruge de opstillede boder, hvor vi vil tilbyde popcorn, candyfloss og Slush ice. Selv om konfirmanderne er blevet kastet meget rundt i år, skal de ikke snydes, lyder det fra Flemming Thingbak.

Aalborg som blå mandag destination er ved at brede sig.

- Vi har fået henvendelser om de blå armbånd fra både Viborg og Randers. De skal være så hjertelig velkommen, lyder det fra en glad Flemming Thingbak.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...