Arbejdet med at forny kloak- og vandledninger går snart i gang

AALBORG: Det centrale Aalborg er under forandring i disse år. Nu er turen for alvor kommet til en af byens mest centrale pladser og trafikknudepunkter.

I dag har de fleste af træerne på John F. Kennedys Plads nemlig måttet overgive sig til motorsaven. Og fældningen er bare en forsmag på det, der kommer til at ske de kommende måneder.

- Vi gør lige nu klar til at bytte rundt på nogle stoppesteder og skabe plads til entreprenørmaskiner, siger teamkoordinator i kommunens afdeling for vej og infrastruktur Brian Aagaard.

De kommende måneder bliver det nemlig entreprenørmaskiner i mange størrelser, der vil dominere på pladsen. Allerede efter efterårsferien går arbejdet med at forbedre og forny blandt andet vand-, kloak- og fjernvarmeledninger i gang.

- Når ledningsarbejdet så er slut, rykker et nyt hold gravemaskiner ind for at begynde på arbejdet med Plusbus-ruten, forklarer han og vurderer, at det sker i april eller maj.

LÆS OGSÅ: Skal du se det? Kæmpe rytterstatue bliver flyttet

Katrine Schousboe
Ændringerne på John F. Kennedys Plads er bare første skridt i forandringen. Privatfoto

Fordi John F. Kennedys Plads er et vigtigt knudepunkt for den kollektive trafik i Aalborg, skal der inden da laves en midlertidig vej hen over pladsen, som busserne kan køre på. Busvejen bliver etableret i det spor, som Plusbussen skal køre i i fremtiden.

For at give plads til vejen blev den store rytterstatue af Kong Christian den 9. tidligere på året midlertidigt flyttet i depot, og også springvandet på pladsen er blevet afmonteret.

- Det er ikke planen at rydde alt dernede. Vi fjerner kun tingene, hvis der er behov for at arbejde der, understreger Brian Aagaard og tilføjer:

- Fordi den midlertidige vej bliver anlagt, hvor Plusbus kommer til at køre, betyder det også, at man kan få en ide om, hvordan det kommer til at tage sig ud i fremtiden.

Det er forventningen, at den midlertidige vej kommer i brug i slutningen af januar eller begyndelsen af februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...