Kunstgræsbane kan benyttes døgnet rundt og af alle

AALBORG: I den nyopførte Panna Arena på Haraldslunds forplads kan du slå dig løs på en kunstgræsbane med en diameter på seks meter - året rundt, uden tidsbestilling og uden penge op ad lommen.

Den cirkulære kunstgræsbane må bruges af alle der kommer forbi. Så trænger du til at få pulsen op imens du venter på bussen, eller træner du til at blive den næste Ronaldo, kan du slå en smut omkring Panna Arena og boltre dig.

Jan Frederiksen, centerleder, Haraldslund Vand- og Kulturhus, fortæller, at forpladsen skal afspejle det liv og den aktivitet der foregår indendørs, blandt andet med Panna Arena.

- Det er ikke længere muligt for byens børn, at spille fodbold og få hul på knæene i byens gårdmiljøer. Der er i stedet for fokus på hygge, grill og grønne miljøer. Derfor skal der skabes et nyt rum, hvor børnene kan boltre sig.

Byens gadekær

Der er kun fantasien der sætter grænser for, hvordan Panna Arena kan bruges: Studerende, der skal lufte tanker og strække ben under opgaveskrivning, mødested for dagplejemødre, børn der skal battle i sportslige discipliner. Listen er lang, fortsæt selv.

Panna Arena står på forpladsen ved Haraldslund, kan bruges af alle 24-7, året rundt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...