Et par hundrede mødte op lørdag morgen kl. 7 ved åbning af BilligBlomst

AALBORG: En temperatur på et par grader under frysepunktet afskrækkede ikke havefolket, der tidligt lørdag morgen var på plads, da plantecentret BilligBlomst slog dørene op for deres nye nordjyske afdeling.

Aarhusianerne har længe været glade for centrets billige blomster og planter, og nu er turen så kommet til nordjyderne.

Håndværkerne er blevet færdige med nybyggeriet før beregnet, og den åbning, der efter planen var sat til april, er blevet fremrykket en måneds tid.

Lørdag morgen kunne de morgenfriske kunder derfor entre BilligBlomst på Fiskene 20 i City Syd, hvor der er omkring 6000 kvadratmeter under tag og 3000 kvadratmeter areal udendørs.

På åbningsdagen lørdag blev der gjort ekstra ud af at forkæle kunderne. Fra morgenstunden blev der budt på kaffe og rundstykker og op ad formiddagen blev der desuden serveret hotdogs og sodavand ganske gratis.

Vejrudsigten med bidende kulde kunne ikke holde havefolket hjemme, og åbningen af BilligBlomst udviklede sig til noget af et tilløbsstykke.

Ved åbningen kl. 7 var et par hundrede kunder på plads, og dagen igennem valfartede havefolket til BilligBlomst for at se byens nye plantecenter og samtidig få del i nogle af de gode tilbud, der blev udbudt på dagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...