Er du fan af vinylplader? Så kom til pladebørs i Heines have

AALBORG: Nu kan du få fingre i lige den vinylplade, du mangler i samlingen. I Pinsen inviterer Heine til pladebørs i egen have. Konceptet er klart, det bliver en miniudgave af de pladebørser, der har været afholdt i Nordkraft.

- Jeg har forsøgt at finde de små ting, som kan lade sig gøre i forhold til arrangere både koncert og pladebørs. Det er et koncept i miniformat af Pladebørs på Nordkraft, som er et kæmpe tilløbsstykke for “vinylfolket”, den gamle lp på jysk, fortæller Heine Søndergaard Andersen.

Lørdag aften bliver pladebørsen skudt i gang med to koncerter. Det er 22. maj klokken 18.30, koncerten streames live. Det bliver midt i aftensolens varme stråler, fra én af Vejgaards smukkeste haver. Der vil være publikum til stede, men kun for inviterede. Er man ikke en af de heldige, der er inviteret fysisk, kan man heldigvis følge koncerten på Pladebørs Facebookside.

- Jeg forsøger skabe lidt liv med dette arrangement, dels for musikere som savner kommer ud at optræde. Jeg laver live streaming via min pladebørs side, så flere kan opleve stemningen fra the Devil Tiny Chains og CFB aka Claus Flint Bjerg, tidligere ankermand i bandet superscump, fortæller Heine.

Søndag er så dagen, hvor der skal krydses fingre for det gode vejr.

- Der gør jeg præcis ligesom sidste år. Der vil jeg slæbe alle mine lp'er ud i haven 2. pinsedag, hvor jeg sammen med en anden vinylfreak, sælger ud af en masse fede lp'er. Det bliver da ret fedt at gøre det igen. Jeg kan godt mærke, at folk er blevet sultne for at komme ud og få nogle oplevelser.

Niels Skovmand
Heine Søndergaard Andersen holder pladebørs i sin have. Arkivfoto: Claus Søndberg

- Jeg vil naturligvis tage udgangspunkt i retningslinjer fra sundhedsmyndighederne i forhold til covid-19, så både håndsprit og afstandstagen imellem stande, og ved kø serveres en kølig øl eller vand, fortæller Heine.

Hvis man selv har nogle plader man gerne vil af med, er man også mere end velkommen til at tage dem med under armen.

- Så skal man bare hive fat i mig, så kan det være, at vi kan finde ud af det, fortæller Heine.

- Hvorfor pladebørs? Simpelthen fordi jeg elsker at nørde med de gamle lp'er, og møde ligestillede med samme interesse og få en snak om musikken. Så kom glad i Frejasgade i Vejgaard 2. pinsedag og husk at tjekke koncerten ud lørdag i pinsen, lyder det opfordrende fra Heine Søndergaard Andersen.

Hvornår?

Pinse pladebørs: Mandag 24. maj klokken 11.00. Det er gratis og foregår på Frejasgade i Vejgaard.

Pinse pladebørs - online koncert. Lørdag 22. maj klokken 18.30.

Du kan læse mere om arrangementerne og pladebørs på Facebooksiden af samme navn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...