Det startede som en gimmick og nu er det et eventyr

AALBORG: I aften kan du i Løvens Hule på DR1 se en meget nervøs Mathias Walther fra Helmuth Bar & Kitchen. Her skal han nemlig præsentere sin Grafitti Cocktail for de granskende løver, og lige præcis det at stå foran løverne var en ganske særlig og angstprovokerende oplevelse.

- Jeg har aldrig været så nervøs før. Man kan også se det på billederne. Jeg kampsveder. Jeg var virkelig, virkelig nervøs, og jeg har altid haft den største respekt for de mennesker, der stiller sig op derinde. En ting er løverne, en anden er bevidstheden om, at der er 800.000 til en million seere, der kigger med, fortæller Mathias Walther.

I Løvens Hule skal han præsentere sin idé med Grafitti Cocktails, som opstod på Helmuth Bar & Kitchen.

- Da vi overtog forretningen for snart tre år siden, gik vi og rodede med et nyt cocktailkort. Der fandt jeg ud af, at man kan printe på det spiselige papir med spiseligt blæk. Hvis man så lægger det oven på æggehvideskummet, ser det ud som om, at det er printet direkte i skummet, fortæller Mathias Walther.

- Så tog det ene det andet. Der kom nogle kendisser forbi og så voksede det bare. Pludseligt en dag stod vi overfor kronprinseparret. Så tog det fart, så vi har serveret for rigtig store firmaer rundt omkring. Det er stukket pænt meget af. Nu er vi blevet kontaktet at virksomheder fra Finland, Italien, Barcelona og Sverige. Så sendte vi en ansøgning ind til Løvens Hule, og ja, så kom vi med, lyder det fra Mathias Walther.

Hvordan det går med løverne, kan du se i aften klokken 20.00 på DR1.

Niels Skovmand
Sådan ser det ud, når Grafitti Cocktail bliver serveret. Privatfoto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...