Det bliver fejret med et brag af en åbningsfest, lover arrangøren

AALBORG: Byens nye atelier og galleri er et kreativt kunstnerfællesskab, hvor du enten kan leje dig ind i en periode - eller blot møde op døgnet rundt og male på udendørs lærreder.

Det hele bliver skudt i gang med et stort event med udstillende kunstnere, musik og forskellige arrangementer og overraskelser, når der er Modern Art Festival lørdag 13. april. Det hele finder sted ved Råt&Godt på Hjulmagervej.

Tina Larsen
Arbejdet med at gøre det nye atelier klar er i fuld gang. Foto: Claus Søndberg

Det er stedets ejer Christian Helweg, der også har taget initiativ til Atelier&Galleri.

- Vi vil skabe et sted, hvor malerier og foto møder hinanden. Atelier&Galleri er et kulturelt oplevelsessted, hvor mangfoldigheden mødes, siger han.

- Det er et inspirerende værksted, hvor man kan være kreative med andre og møde hinanden. Det findes ikke andre steder her i byen, det er som et New Yorker Studio.

Man kan leje sig ind i tegnestuen i en længere periode, og derudover er der flex-pladser, som man kan bruge efter behov.

- Vi har allerede de første lejere inde, og vi mærker en stigende efterspørgsel på et kunstnerisk samlingspunkt i Aalborg, hvor man kan udtrykke sig, siger Christian Helweg.

- Vigtigst af alt så gør vi det, fordi vi brænder for det, og det giver mening. Vi er ved at skabe en lille oplevelsesby af virksomheder, gallerier, værksteder og hyggekroge inde og ude. Hele området i den gamle remise bliver løbende brugt som kunstudstilling, malerier og fotos kan også opleves i både Urban City og Råt&Godt.

Tina Larsen
Flere af murene bliver beklædt med plader, der fungerer som lærreder, alle kan komme og male på. Foto: Claus Søndberg

Et nyt initiativ er også, at nogle af de rå, rustikke bygninger i samarbejde med Hustømrerne bliver beklædt med plader, der fungerer som lærreder.

- På den måde giver vi også aalborgenserne et udendørs atelier, hvor de kan komme og male helt lovligt døgnet rundt.

I alt er der 35 lærreder, og når det enkelte maleri er færdigt, får det en dato, der skal sikre, at det hænger i 30 dage, inden det bliver malet over igen.

I øjeblikket er man i gang med en løbende opstart, og interesserede lejere kan allerede nu henvende sig. Christian Helweg forventer, at de første kunstnere kan flytte ind atelieret i slutningen af denne måned.

Tina Larsen
Det er Råt&Godt og Urban City, der samarbejder om at få Modern Art Festival og Atelier&Galleri stablet på benene. Foto: Claus Søndberg

Modern Art Festival ved Råt&Godt og Urban City på Hjulmagervej finder sted 13. april fra klokken 10 til 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...