I Kedelhallen daler sneen hver eftermiddag. Foto: Sarah Thun
Livet her

Her daler sneen en gang om dagen

Er du klar på vinter og snetur? Så tag med os til et sted, hvor sneen falder hver eftermiddag

15. december 2021 kl. 15:33

AALBORG: Synger du gerne med på I sne står urt og busk i Skjul? Læser du Smillas Fornemmelse for Sne og er din favoritkarakter Olau fra Frozen? Skråler du med på vinterhittet Let it snow og kigger længselsfuldt efter de første frostkolde hvide flager hver morgen?

Du er ikke alene! Vi er helt med dig, og derfor er vi begejstrede over, at vi i Kedelhallen i Nordkraft igen i år kan få en fornemmelse af fantastisk vintersne.

Her er der nemlig sat et herligt vinterlandskab op, og hver dag mellem 16.00 og 20.00 falder sneen i små og store byger. Du slipper for kulden, men du er velkommen til at slå dig ned i loungemøblerne og købe en varm vinterdrik, mens du nyder at se sneen dale.

Sneen faldt også i Kedelhallen sidste år, og det var en rigtig god oplevelse, fortæller Jørgen Nissen, som er leder af Skråen.

- Vi ville gerne lave noget dekorativt som var sjovt - men vi kan jo ikke konkurrere med Gammeltorv eller Zoo, som går all in på lys, fortæller han, og derfor opstod ideen om at indkøbe den falske sne.

Vejrudsigten siger snebyger hver dag mellem 16.00 og 20.00 - men måske udvider den sig, hvis der bliver trængsel om sne-oplevelsen. Foto: Sarah Thun

- Vi har jo bare købt de største snemaskiner, vi kunne finde. De kommer fra Tyskland, og så hælder man noget snevæske i, og så kommer det ud som meget virkelighedstro sne, fortæller Jørgen Nissen.

Sneen er i virkeligheden en slags sæbe, og den er slet ikke giftig, skulle ikke plette på tøjet, og så forsvinder den helt af sig selv igen. Så der er altså ingen mareridtsagtige rengøringer, som vi kender det fra konfetti.

Lederen af Skråen kan desuden fortælle, at der var planer om små julearrangementer i Kedelhallen i forbindelse med vinterdekorationen, men på grund af de stigende smittetal er planerne sat i bero for nu, da de ikke har mulighed for at tjekke coronapas.

I stedet er alle velkomne til at drysse ind og ud i løbet af dagen - og hvis det hænder, at folk stimler sammen om sneen, så er der mulighed for at udvide vejrudsigten til flere timer med sne.

Du kan opleve sneen på Nordkraft kvit og frit - forhåbentlig helt frem til uge 8. Det er nemlig vinterpynt og ikke julepynt, understreger Jørgen Nissen.

Du kan hænge ud i loungemøblerne både når det sneer, og når det ikke gør. Foto: Sarah Thun
Annonceret indhold

Nyeste