Du kan også se frem til masser af julestemning med flere hundrede levende lys

AALBORG: Nu bliver der snart skruet op for julestemningen i Kildeparken, når du igen kan nyde julemusik fra 65 internationale kunstnere.

Det sker, når De Syngende Træer traditionen tro bliver til syngende juletræer - i år sker det præcis en måned før juleaften, 24. november.

Fra denne dag vil klassikere som All I want for Christmas is you, Snow is falling eller måske White Christmas lyde i parken, når du trykker på en af de 65 julepyntede standere, hvor internationale kunstnere har udgivet julemusik.

Tina Larsen
Stemningsfulde lys på rad og række bliver tændt omkring De Syngende Træer klokken 15.30 i Kildeparken de fire adventssøndage. Foto: Betina Fleron

Og bare rolig, julestemningen stopper ikke her. Hver af de fire søndage i advent bliver parken omkring træerne nemlig lyst op af 350 levende lys, som kommunen står for at stille op og tænde, når mørket indfinder sig.

Pressechef Susanne Kabel fra Aalborg Kongres & Kultur Center fortæller, at interessen for De Syngende Juletræer altid er stor - og for første gang dokumenteret sidste år med hele 50.000 tryk på standerne med julemusik.

- Der var rigtig mange mennesker, jeg tror, vi på grund af corona havde ekstra meget brug for at være sammen, og træerne er en mulighed for at få juleoplevelser med hinanden udendørs, siger hun.

- Derudover kan vi også se, at træerne og julemusikken henvender sig til alle aldersgrupper, så man får en fælles oplevelse. Og samtidig bestemmer man jo også selv musikken, det er med til at gøre det ekstra stemningsfuldt for den enkelte.

Susanne Kabel peger også på, at træerne i det hele taget minder os om, at Aalborg er en by, der værdsætter kulturoplevelser.

- De Syngende Træer bliver en visuel dokumentation af, hvor mange store, internationale kunstnere der har været her i byen siden 1987, siger hun.

- Træerne er noget helt unikt, man ikke ser andre steder. Der er noget storhed over det, og jeg håber da, at folk tænker wauv - den kunstner har også været her.

De 65 syngende juletræer fylder Kildeparken med lyden af jul indtil efter nytår, hvor musikken vender tilbage til de vante toner igen 3. januar.

I alt er der 95 syngende træer i Kildeparken.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...