Det er en af Normals allerstørste butikker, der snart åbner i Algade. Foto: Lise Sastakauskas Østergaard
Shopping

Her er datoen: Denne dag åbner ny, kæmpe Normal i Algade

Du kan blandt andet glæde dig til events, konkurrencer og giveaways

17. august 2022 kl. 15:29

AALBORG: Interessen for den kommende Normal i Algade er stor på forhånd. Og nu kan vi her på aalborg:nu afsløre, hvornår du kan gå på opdagelse i de nye lokaler.

Det bliver en af kædens største butikker herhjemme - endda med kaffebar. Konceptet Kaffebar’rolig findes indtil videre kun i Aarhus, men snart kan kaffeelskere her i byen og omegn glæde sig til friskbrygget baristakaffe til helt unormalt lave priser, som man siger i Normal.

- Vores mål er, at du som kunde får en unik oplevelse, hver gang du besøger en af vores butikker. Derfor får vi, udover det faste sortiment, hele tiden nye varer hjem - også fra spændende brands, som du kun finder i Normal, siger Lars Bjerring, der er country manager.

- Faktisk får vi ca. 100 nye varer i butikkerne hver eneste uge, og det gør, at der altid er noget nyt og spændende at finde i butikken.

Normal åbner her overfor Salling i Algade. Butikken var senest 123.marked.dk og før det i mange år en H&M. Foto: Lise Sastakauskas Østergaard

Når dørene bliver slået op til den nye butik torsdag 15. september, bliver det markeret med en fest: Kunderne kan se frem til sjove events, konkurrencer, giveaways - og masser af god stemning, lyder det fra butikskæden.

- Normal i Algade er en af vores allerstørste butikker med flest podier og mest plads at lege på. Så vi glæder os rigtig meget til at byde kunderne velkommen, siger Lars Bjerring.

På under 10 år er Normal vokset til en stor succes med flere hundrede butikker i ind- og udland. I Aalborg finder du fire, blandt andet her i Slotsgade, som lukker, når Normal i Algade åbner. Foto: Lise Sastakauskas Østergaard

Den nye butik finder du i Algade 19 i stueplan, mens der bliver lager og kontorer på førstesalen.

Når butikken er åbnet, lukker Normal i Slotsgade efterfølgende. Personalet derfra flytter med i den nye forretning, har Lars Bjerring tidligere fortalt.

Du finder også Normal i Friis Shoppingcenter, i Bispensgade og i Aalborg Storcenter.

Normal i Algade åbner 15. september klokken 9.30.

Annonceret indhold

Nyeste