Jazzkoncert, familiefest på flyvestationen eller klimademo - her er Marcus Delfers forslag til de kommende dage

AALBORG: Der varmes godt og grundigt op til karnevals-klimaks den kommende lørdag, og begivenheden er ikke til at komme udenom ved mindre, at man bevæger sig væk fra byen.

Selvom den særlige stemning tilnærmelsesvis er altoverskyggende, er der alligevel mulighed for at opleve andre ting på den store festdag, hvilket jeg har fokuseret på i de nedenstående anbefalinger - men det ene udelukker ikke det andet. Rigtig god weekend!

Fredag: Kampen om klimaet

Kampen om klimaet står højt på dagsordenen blandt mange menige borgere, der ofte finder en fælles frustration over manglende handling fra verdens ledere. Over hele kloden, i store såvel små byer, har man valgt at invitere folk i gaderne for at råbe op om problematikken og denne demonstration finder selvfølgelig også sted i Aalborgs gader. Det er Den Grønne Studenterbevægelse, som er arrangør og kalder til klimastrejke denne fredag fra kl. 14 på Gammeltorv, hvorfra de går gennem byen for herefter at vende tilbage og holde eftermiddagsfest med musik, dans og open mic. Kom og vær en del af fællesskabet, grib mikrofonen og bidrag til den gode stemning.

Hvad - International klimastrejke

Hvor og hvornår - Gammeltorv, fredag kl. 14 - 18:30

Hvor meget - Arrangementet er gratis

Lørdag: Jazzkoncert med en af de store stemmer

Samantha Antoinette Smith har gennem en lang karriere gjort sig bemærket med sin kraftfulde, smukke og markante stemme samt sin evne til at levere et medrivende og betagende show.

Samanthas koncerter er en ganske unik oplevelse, og hendes talent for at stå på en scene er kun blevet plejet gennem den perlerække af verdensstjerner som hun har sunget kor for - bl.a. Depeche Mode, Jamiroquai, Maria Carey, George Michael, Simply Red, Tina Turner og Paul McCartney for blot at nævne et lille udpluk.

Lørdag aften har hun den virtuose guitarist Kasper ”Lefty” Vegebjerg, som tillige har spillet som sideman for en lang række bluesstjerner. Rytmegruppen består af Asmus Jensen på trommer og Jakob Kortbæk på bas, så du er garanteret en utrolig koncert med nogle særdeles talentfulde musikere.

Hvad - Koncert med Samantha Antoine Smith

Hvor og hvornår - Center for dansk jazzhistorie, Kjellerups Torv 2, 9000 Aalborg. Lørdag fra kl. 20

Hvor meget - 150 kr. Kontakt Center for Dansk Jazzhistorie for mere info

Søndag: Fest med børnene i den gode sags tjeneste

Udover, at du på ugens sidste dag skal huske, at der er Europa-Parlamentsvalg, så er der heldigvis også plads til noget lidt sjovere og inkluderende. Flvyestation Aalborg slår nemlig allerede kl. 09.30 dørene op til arrangementet Raise For Kids, hvor hele familien kan få sig en stor oplevelse. Der er mulighed for at møde Onkel Reje, der åbner scenen 10.30. Dertil er der shows med Dennis Knudsen, Mads Langer, Poul Krebs og mange flere. Har du benzin i blodet kan du også få en tur i biler af mærkerne Ferrari og Lamborghini, så der er oplevelse til alle. Høj som lav, tyk som tynd og ung som gammel. Sidst men ikke mindst går overskuddet til velgørenhed.

Hvad - Raise For Kids

Hvor og hvornår - Flyvestation Aalborg, søndag fra kl. 10-17

Hvor meget - Billetter koster fra 160,- og kan købes via Billetlugen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...