Lad dig inspirere af forårets tendenser og gør et kup på havnen - Marcus Delfer giver dig tip til aktiviteter de kommende dage

AALBORG: Flere finder cyklen frem, og byens sociale økosystem tegner sig roligt for øjnene af os.

April er skudt i gang, foråret gået i flor, og når du møder enden på ugens hverdag, kan du kvit og frit lade dig inspirere af årstidens trends og tendenser, opleve lokale forhandlere og måske gøre et godt kup på Havnefronten.

Rigtig god weekend!

Fredag: Forårsmesse

Når du lukker den sidste dør bag dig og træder ud i frirum, er Nordjyllands største livsstilsmesse allerede i fuld firspring, hvilket den vil være weekenden igennem.

Forårsmessen i Aalborg Kongres & Kulturcenter byder på et væld af forskelligheder, hvor du, udover at finde inspiration til årstidens gør-det-selv projekt, kan opleve forskellige foredragsholdere som Søren Ryge (søndag) og Anette Pedersen - bedre kendt fra bloggen Fru. Pedersens Have - om fredagen.

Hvad - Forårs- og livsstilsmesse

Hvor og hvornår - Aalborg Kongres & Kulturcenter, fredag - søndag (12-17)

Hvor meget - Gratis

Marcus Delfer
Det er et sikkert tegn på forår, at der er messe i AKKC. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Lørdag: Fødevaremarked i Nordkraft

Det nåede næsten at blive til en lille tradition med fødevaremarked i Nordkraft, den første lørdag i måneden, men nu har begivenheden delt sig op til blot to sceancer om året (næste gang bliver til oktober).

Med påsken der ligger og lurer om hjørnet, vil markedet kræse for den kærkomne tradition, hvor du får mulighed for at pifte påskebordet op med lækre lokalt fremstillede fødevarer såsom brød fra Farsø, ost fra Østervrå samt snaps og øl fra Mariagerfjord.

Hvad - Fødevaremarked

Hvor og hvornår - Nordkraft, lørdag kl. 10-15

Hvor meget - Gratis

Søndag: Lopper på Havnen

Et af byens mange livlige tegn på, at det gode vejr vender hjem, er, når der afholdes Lopper på Havnen.

Med plads til mere end 120 stande, kommer folk fra nær og fjern med genbrugsguld, som oftest gerne kan forhandles til fordelagtige priser. Som en god tombola har du ikke mulighed for at vide hvad og hvem, der dukker op, men når det så er sagt, plejer der at være overordentlig god stemning - og så er en gåtur på havnen i godt vejr altid saligt for sjælen.

Hvad - Loppemarked

Hvor og hvornår - Aalborg Havnefront, søndag fra kl. 10-15

Hvor meget - Gratis

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...