Hvis dit bidrag til velgørenhedsarrangementet er størst, kvitterer Røde Kors med en stor trold

AALBORG: De fleste kender Gjøl-trolden fra deres barndom, hvor den har været en fast del af de danske hjem.

Senere har den famøse og nordjyske trold oplevet stor international succes, da den i 2016 spillede side om side med Anna Kendrick og Justin Timberlake i filmen "Trolls".

Fredag 20. maj afholdes velgørenhedsarrangementet Company Aid 2022 i Musikkens Hus i Aalborg, hvor danske virksomheder mødes for at samle penge ind til Røde Kors. Bag arrangementet står iværksætteren Lisa Dalsgaard, som i år er ambassadør for Røde Kors og en del af Røde Kors Klub10.

- Jeg er blevet opfordret til at repræsentere Nordjylland, og en af de mest inspirerende historier, mener jeg, er vores Gjøl-trold, som blev til Hollywood-filmen ‘Trolls’ med Justin Timberlake i hovedrollen. Det må jo nærmest være det største, man kan opnå fra idé til handling, siger Lisa Dalsgaard i en pressemeddelelse.

- Jeg er derfor enorm taknemmelig for at Dam Things og Lykketrolden vil bidrage til indsamlingen med denne unikke mulighed, som jeg tænker kan inspirere de fleste virksomheder til at tænke stort.

Stor trold på spil

I forbindelse med arrangementet bliver der sat en stor Gjøl-trold på højkant.

Faktisk er der tale om en 140 centimeter stor trold, som man selv kan være med til at designe. Den får virksomheden eller privatpersonen selv lov til at råde over efterfølgende, og hvis designet er godt nok, vil den blive masseproduceret og solgt i butikker landet over.

Måden man sikrer sig retten til den store trold er, at man er den virksomhed eller privatperson, der byder højst på auktionen. Auktionsbeløbet går ubeskåret til til Røde Kors, og en procentdel af salget på den masseproducerede udgave vil også gå til Røde Kors' arbejde med at gøre en forskel.

Auktionen på den store Gjøl-trold og billetter til arrangement fredag 20. maj kan findes på Company Aids hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...