Den populære YouTuber Emil Olsen er i Aalborg - du kan møde ham og høre om EU samtidig

AALBORG: Få makeup tips af den populære YouTuber Emil Olsen og få samtidig lidt vitaminer til hovedet i form af viden om det kommende EU-Parlaments valg.

Sådan lyder et noget anderledes tilbud fra Aalborg Bibliotekerne, som inviterer til kombineret makeup- og EU-møde i morgen, tirsdag 30. april, på Hovedbiblioteket.

Beauty-produkter er en fast makker i håndtasken og optager masser af hyldeplads på badeværelset. Vi vil alle være unge og smukke, og vi tænker ikke nødvendigvis over, hvilke kemiske indholdsstoffer, der er i produkterne.

Emil Olsen er en såkaldt beauty-boy og ekspert i at lægge makeup. Den unge influencer fortæller om, hvordan man bliver superlækker til et vigtigt Insta-post eller en bytur. Han fortæller også om, hvad makeup kan gøre for ens look og personlighed, hvad make-up betyder for ham, og han giver et bud på, hvorfor makeup er så vigtig en del af vores ungdomskultur og nutidens skønhedsidealer.

Men hvad har makeup egentlig med EU at gøre? Jo, makeup og beauty-produkter er kommet for at blive. Det er derfor vigtigt, at man som ung forbruger, der ikke ønsker at blive total ”øko-freak”, kan lægge kræfterne i at se lækker ud og ikke skal bekymre sig om skadelige indholdsstoffer, der giver udslæt, allergi eller forstyrrer hormoner.

Det er nok de færreste af os, der synes, det er specielt sexet, men 26. maj er der valg til EU-Parlamentet. Og det er et faktum, at meget lovgivning fra EU har indflydelse på vores hverdag - bl.a. fastsætter EU-lovgivning regler for indholdsstoffer og mærkning af beauty-produkter for at beskytte os mod farlig kemi.

Derfor kommer Lasse Quist fra Folketingets EU-Oplysning og fortæller om, hvordan parlamentet arbejder med lovgivning og forbrugerbeskyttelse.

Arrangementet finder sted mellem kl. 17 og 19, og det er gratis at deltage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...