'Byens bedste bryster' lyder sloganet hos Handmade by Tone, der netop har åbnet sin egen kaffebar

AALBORG: Det var måske ikke lige midt på Sprittens grund, du havde tænkt, at der ville åbne en ny kaffebar. Men spørger du keramiker Tone Rafn Thygesen, er det en helt genial idé.

I hvert fald har hun fredag d. 13. august åbnet en lille kaffebar i smørhullet mellem Spritten og havnefronten i Aalborgs vestby.

Den spritnye kaffebar er åbnet i Tones værksted, hvor hun til daglig står og former de famøse kopper med både bryster og tissemænd på. Brystkopperne er med tiden blevet udviklet noget, så du både kan få store bryster, små bryster og skæve bryster - og nu kan du altså også få kaffe i din brystkop.

Fra det lille værksted, som ligger i en ombygget container, kan du nu både nyde kaffe, the og kakao til en flad 10'er. Er du i stedet issulten kan du for bare 20 kroner vælge mellem et mindre udvalg af økologiske is.

Kaffen kan du nyde på terrassen udenfor keramikværkstedet, tage den med op på tagterrassen, hvor der er en fantastisk udsigt ud over Limfjorden eller tage den med på din gåtur.

Anne  Norre
Ja, der er bryster over det hele i den lille kaffebar. Foto: Anne Norre Hansen

Det hele er sponsoreret

Opbakningen til den unge keramiker har da også været stor. Kaffebaren - og dermed værkstedet, som kaffen sælges ud fra - er blevet flyttet fra en lidt mindre attraktiv placering på Sprittens grund til den nuværende placering.

- Det er så vildt, hvor flinke folk har været. Det tog halvanden time, så havde A. Enggaard flyttet værkstedet, fortæller Tone, - det er så fedt, at det bare lykkedes.

Det er ikke kun A. Enggaard, der har givet Tone en hjælpende hånd med på vejen. Alle de ting, Tone har skulle bruge for at gøre kaffebaren en realitet, har hun fået sponsoreret eller venligt udlånt af større lokale virksomheder.

Har du så bare været ude og stemme dørklokker?

- Ja. Der er også mange som har sagt nej, men nogen har kunnet se potentialet i mig, fortæller hun.

Møblerne har hun blandt andet fået udlånt af Sackit, indretningen har hun hentet hos det nyåbnede Bolia i Danmarksgade og terrassen er lavet af Nørresundby Tømrerforretning. Selv kaffemaskinen, har hun været i Elgiganten i City Syd for at hente sponsor til.

Anne  Norre
Slå dig med ned en kop kaffe i hånden og nyd udsigten. Foto: Anne Norre Hansen

Fart på brysterne

1. juni kunne Tone fejre sit første halve år som selvstændig, den 21. juni gik ansøgningen om designbeskyttelse igennem, og der er allerede nu planer om, at kopperne skal ud i butikker rundt om i landet.

Hvor og hos hvem kan vi endnu ikke sige noget om, men en ting er sikkert; der er fart på i det lille keramikværksted og nu kaffebar.

Ikke bare et hyggeprojekt

- Det her er bare første skridt, fortælle Tone, der har planer om, at bytte kaffemaskinen ud med en endnu bedre model, hvis kaffebaren viser sig at være en succes.

- På sigt vil jeg gerne tilbyde mere, men lige nu tester jeg det bare på de forbigående, siger Tone, men der er ikke bare tale om et hyggeprojekt ved siden af keramiksyslerne.

- Planen er, at det skal være for evigt, siger Tone med et stort smil.

Hvad: Kaffe, the, kakao og is med udsigt ud over Limfjorden

Hvor: Akvavitvej 45. Kommer du fra havnefronten fra centrum, skal du bare kigge efter det lille isskilt, der ligger lige før kulturbroen.

Hvornår: Alle hverdage fra 8.30 til 16.00.

LÆS OGSÅ: Tones bryster hitter, men det går også godt med tissemændene

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...