Teatercaféen satser på frisktappet vin - og du kan sågar få fyldt på egne flasker

AALBORG: Når man nævner ordet fustage, vil de fleste nok tænke på skummende kolde fadøl.

Men vin kan faktisk også opbevares på denne måde, og som det eneste sted uden for København tilbyder Teatercaféen i Jernbanegade frisktappet vin fra hanen.

Pauline Vink
Foto: Torben Hansen

Det gør de, fordi et af nøgleordene hos dem er bæredygtighed. Det kan særligt mærkes i deres tilgang til retterne på menukortet, hvor der er fokus på minimalt madspild, men de våde varer er altså også med på den grønne bølge, for den tappede vin er langt mere energibesparende end den traditionelle måde at sælge vin på.

Inspiration fra hovedstaden

Inspirationen er hentet hos nogle af hovedstadens vinbarer, og manden bag Teatercaféen Elian Abdel-Ahad besluttede, at denne trend også skulle komme aalborgenserne til gode.

- Vi får vin leveret på fustager direkte fra vinproducenten i Sydeuropa, og så tapper vi selv vinen. Det sparer brændstof, for glasflasker er tunge, og vi kan transportere mere vin på denne måde, fortæller Elian Abdel-Ahad.

Pauline Vink
Foto: Torben Hansen

Fustagerne er produceret i 100 % genbrugsplast, og de bliver drevet ved hjælp af trykluft, og ikke Co2 som de fleste andre anlæg.

Derudover er alle vinvarianter enten naturvin eller økologisk, så alle elementer i konceptet passer ind i den grønne tankegang.

Få fyldt din egen flaske

Teatercaféen har også indført deres eget pantsystem.

Pauline Vink
Foto: Torben Hansen

Her får man udleveret en vinflaske, der er lavet af genbrugsglas, betaler 13 kroner i pant for den og får fyldt vinen heri.

Men man kan også komme med sine egne vinflasker hjemmefra, for det vigtigste for Elian Abdel-Ahad er at gøre op med de store mængder vinflasker, der bliver smidt ud hver eneste dag.

Han synes nemlig, at det er ærgerligt, når nu de sagtens kan genanvendes. Han håber derfor også, at trenden kan have en afsmittende effekt på de andre restaurationer i byen.

Pauline Vink
Foto: Torben Hansen

- Vi skal løfte i flok og passe på den verden, som vi efterlader til vores børn. Det er alles ansvar, og man skal jo starte et sted, fortæller Elian Abdel-Ahad.

Prisen for at få fyldt en flaske vin spænder fra 85-95 kroner plus et eventuelt panttillæg på 13 kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...