Det var lidt af en sensation, da et sværd fra middelalderen dukkede op i Algade - nu kan du se konservatoren arbejde på det

AALBORG: En maskinfører og en rørlægger gjorde store øjne, da de i februar var i gang med kloakgravning i Algade. Op af jorden dukkede nemlig et sværd, der viste sig at være fra middelalderen.

Historien om det sensationelle fund gik både ind- og udland rundt, for sværdet var ikke alene intakt, men også usædvanligt velbevaret og klingen sågar skarp. Og efter konservatoren fra Bevaringscenter Nord har indledt afrensningen af sværdet, er der dukket en mulig inskription frem på klingen.

Nu kan du også kaste et nærmere blik på det sensationelle våben, for i morgen, tirsdag 16. april, og onsdag, kan du følge konservator Nanna Braunschweig Hansen arbejde med sværdet på Aalborg Historiske Museum. Det sker begge dage mellem kl. 11 og kl. 15.

Sværdet bliver hele påsken udstillet i en speciel sikkerhedsmontre og helt ekstraordinært har museet valgt at holde åbent påskedag og 2. påskedag - selv om der normalt er lukket både søndag og mandag.

Våbenet bliver udstillet frem til 1. juni, hvorefter det skal tilbage til Bevaringscenter Nord, så konservatorerne kan afslutte arbejdet med det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...